Realkreditlån

Når du skal optage et realkreditlån, skal du vælge låntype, rente og løbetid. Valget får betydning for din fremtidige terminsydelse og dermed også din fremtidige økonomi.

Inden du beslutter dig for en bestemt låntype, bør du overveje:

  • Lånets størrelse
  • Om du vil have mulighed for at omlægge 
  • Dine forventninger til renten 
  • Den tid, du forventer at eje ejendommen
  • Låntype - skal det være traditionelt fastforrentede lån, rentetilpasningslån, garantilån eller afdragsfrit lån.

Skal jeg omlægge mit lån?

Hvis du har et obligationslån med fast rente og renten falder kan du konvertere dit lån til en lavere rente og dermed reducere ydelsen efter skat. Hvis renten derimod stiger, kan du konvertere dit lån og dermed skære noget af restgælden uden skattemæssige konsekvenser.

Løbetid

Du kan vælge mellem forskellige løbetider, typisk 10, 15, 20 eller 30 år. Du har mulighed for at vælge lån med den løbetid, der passer dig bedst, men du skal være opmærksom på, at det bedst kan betale sig at vælge en løbetid, der svarer til obligationernes løbetid. Jo længere løbetid et lån har, jo lavere bliver terminsydelsen, fordi du afdrager mindre ved hver termin på lånet.

Du bør tage dine nuværende og forventede indkomst- og formueforhold med i betragtning, når du vælger løbetid. Er det vigtigt for dig at få så lav en ydelse som muligt her og nu, bør du vælge et 30-årigt lån, som er den længste løbetid. Forventer du at gå på pension om 20 år, var det måske værd at overveje et 20-årigt lån, så du er gældfri når du skal nyde dit otium. Du bør også være opmærksom på, at langtløbende realkreditlån kan gøre det lettere for dig at nedbringe eventuel anden gæld, der oftest er dyrere.

RSS (Hvad er det?)