Skønneste lyst-/jagtejendom med godt 21 ha jord beliggende for enden af en grusvej midt i egen skov
Lige midt imellem dejlige Tversted Plantage og Klitplantage ligger denne dejlige moderniserede landejendom med et grundareal på over 21 ha. I kommer til at bo for enden af en privat grusvej lige midt i jeres egen skov, så her er der fuldstændigt ro og fred, hvor de eneste forstyrrelser kan være dyrene udenfor. Her er helt fantastiske betingelser for jagt - her er nemlig noget af Danmarks bedste krondyrsjagt. Ejendommen er løbende opdateret i løbet af de senere år og fremstår således med flotte, funktionelle løsninger hele vejen igennem.
Udendørs venter en stor naturgrund med idylliske omgivelser, hvor den smukkeste natur giver fantastisk mulighed for jagt, idet rå- samt kronvildt besøger ejendommen hyppigt. Er I interesseret i hestehold eller andet dyrehold er der ligeledes gode rammer til sommerfold, og der er endvidere nem adgang til riderute (se Naturstyrelsens hjemmeside på følgende link: naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/aktiviteter/ridning/). I bosætter jer således særdeles naturskønt med højt til himlen og med 6-7 km til Tversted, hvor der er indkøb, daginstitution, skole, idrætsfaciliteter ligesom Tversted Strand findes i en afstand af 7,5 km. Der er mange spændende seværdigheder og attraktioner i nærheden. Der er tilmed også kun 20 min. kørsel til skønne Skagen, så det er helt oplagt at anvende ejendommen til enten helårsbeboelse eller en kombineret fritids-/jagtejendom.
Dette skønne hus er oprindeligt opført i 1887 og har derfor en charme og sjæl, som vi andre kun kan drømme om. Huset har en hvid, flot pudset facade og rødt tegltag. Boligen rummer 145 m2 fordelt på to plan. Hele huset er nænsomt renoveret og vedligeholdt med respekt for de oprindelige detaljer. Læg mærke til de frilagte bjælker og de lyse trægulve, der indbyder til ro og afslapning. I forlængelse af huset er en garage. Endvidere er der på grunden også et udhus på 59 m2, et udhus på 31 m2 samt et skur på 19 m2. Den store grund består primært af den omkringliggende skov. Ved huset er der en lille gårdsplads, have og flere flisebelagte terrasser, så I kan altid finde et skønt sted, hvor I kan nyde den smukke udsigt over grunden.
Indretning: Når I træder ind ad hoveddøren, ind i entréen, omfavnes I af hyggen med det samme. Entréen giver adgang til et pænt og lyst badeværelse med muret bruseniche. To fine værelser, hvor det ene værelse er i åben forbindelse med et ekstra rum, der kan laves til walk-in closet, kontor eller et ekstra værelse, hvis man ønsker det. Entréen giver også adgang til et skønt køkken, der er i åben forbindelse med en stor, herlig stue/alrum. Flot, nyere køkken med spiseplads og terrassedør ud til flisebelagt terrasse i gårdspladsen. Fra køkkenet er afgang til et dejligt soveværelse. Det herlige alrum er indrettet med lænestole samt spisebord med stole, hvor der er direkte udgang til dejlig sydvendt terrasse. Rummet er indrettet med brændeovn og trappe til 1. sal. I åben forbindelse med alrummet er en skøn opholdsstue med fantastisk lysindfald og loft til kip, hvor der er god plads til sofaarrangement. Der er adgang til fyrrum samt bryggers fra gårdspladsen. På 1. sal er en stor opholdsstue med loft til kip. Rummet kan fungere som stue, hobbies, flere værelser m.v. Første salen indeholder også et dejligt værelse med loft til kip. Stilen er gennemført til selv den mindste detalje og vi kan næppe sætte ord på den sjæl og atmosfære, I omfavnes af, når I vandrer rundt i dette dejlige hjem.
Unik liebhaverperle, der absolut må ses og opleves!