Bakkevænget 16, Sønder Dråby
2.395.000 kr.







































Helt unik, nyere og enestående villa, der umuligt kan beskrives!
Her er muligheden for at erhverve en spændende villa med en helt fantastisk beliggenhed og panoramaudsigt over Dråby vig mod Fur. Her er et fantastisk dyreliv med ænder, harer, fasaner og råvildt strejfende tæt på ejendommen. Nærheden til Limfjorden giver en vis ro og man føler sig straks hjemme, når man bevæger sig rundt i huset, hvor man uden tvivl vil tage sig selv i at nyde den enestående udsigt og de dejlige omgivelser utallige gange. Ejendommen kan også benyttes til flexbolig.Boligen er beliggende i naturskønne omgivelser og med fjorden som nabo, så er der rig mulighed for gode gåture både langs vandet, men også i den skønne natur. Nordmors’ natur er bl.a. kendt for de unikke molerklinter og lagunen i Ejerslev, hvor der både er spisested og mulighed for vandsport, plads til båd m.v. Fra ejendommen er der heller ikke langt til Hanklit og Salgerhøj, der er det højeste punkt på Mors. I Sejerslev, mindre end 5 km fra huset, er Naturfriskolen Nordmors, købmand, bager, fritidscenter, fritidsaktiviteter m.v. beliggende. Desuden er Nykøbing og Ø. Jølby ikke længere væk end godt 10 km.
Sælger har fået opført den spændende murermestervilla i 2007, så her er bolig i rigtig mange år endnu og et minimum af vedligehold. Huset er arkitekttegnet, så det indeholder mange spændende detaljer overalt. Her er virkelig kræset for detaljerne og man erfarer hurtigt, at der er brugt mange ressourcer på at skabe sig et unikt hjem, hvor udsigten er i fokus. Med et boligareal på 246 kvm er der masser af plads for familien at boltre sig på. Foruden huset er en muret garage på 26 m2.
Indretning: Lys og indbydende entré med trappe til 1. sal. Stor og hyggelig stue, som kan indrettes på mange måder. I stuen er der en herlig udsigt igennem de store vinduespartier. Flot og rummeligt køkken med plads til spisebord med stole i karnappen. Her ved man ikke om man skal nyde et veltilberedt måltid eller den smukke udsigt mest. Kan I ikke få nok af udsigten, så kan I tage maden med lige udenfor, hvor en høj træterrasse får jer endnu tættere på fjorden. Fra køkkenet er der adgang til et pænt bryggers med lyst skabsarrangement, plads til vaskefaciliteter og udgang til terrasse og indkørslen. Fra køkkenet er også adgang til et dejligt og rummeligt soveværelse med skabe. Både fra bryggers og soveværelse er adgang til et nydeligt badeværelse med pænt inventar, lyse fliser, badekar og muret bruseniche. På 1. sal er også en stor stue – igen med stort vinduesparti, så man får en fremragende udsigt over fjorden. Der er fordelingsgang, pænt WC og to værelser, hvor det ene er med karnap med udsigt over Limfjorden samt er meget stort, så man kan dele det i to, hvis man ønsker. Der er rig mulighed for at indrette flere værelser på 1. sal, hvis man ønsker det.
Ikke kun huset er noget særligt her. Grunden er også ganske spændende, idet den er kuperet og i flere niveauer. Mange forskellige træer og buske giver masser af liv. Der er en stor træterrasse på husets sydside, hvorfra I får den smukkeste udsigt helt tæt på. Her bliver man ét med naturen. Endvidere er der flere terrasser på grunden i forskellige niveauer. Tilmed er der en regulær græsplæne. Foran huset er der flisebelagt indkørsel til garagen og flisebelagt sti langs huset og ind til huset. Her er enkelte bede samt plads belagt med granitskærver til biler.
En utrolig skøn og spændende villa med en sublim beliggenhed, der bare må og skal ses!
BESIGTIGELSE AF EJENDOMMEN SKAL SKE EFTER FORUDGÅENDE AFTALE MED EDC MORS

Hjemmet er rammen om livet
Vi ved, det er vigtigt med hjemlige rammer. Derfor gør vi os umage hver eneste dag. For os handler det nemlig meget mere om mennesker end om mursten.