10 tips til en nem flytning

    En flytning er et kæmpe arbejde, som kræver en del planlægning i forvejen.

    Skal du flytte langt væk, er det som regel den bedste løsning at hyre et flyttefirma, da mange og lange kørsler mellem boligerne oftest ender med at blive dyrere end flyttefirmaet.

    Uanset hvad din løsning bliver, får du her nogle gode tips til at gøre din flytning lidt nemmere.

    1. Flyttekasser… masser af flyttekasser!
    Bruger du et flyttefirma, stiller de ofte flyttekasser til rådighed og kan desuden også hjælpe med nedpakningen, hvis du ønsker det.

    Skal du flytte selv, er flyttekasser en omkostning, som du bør regne med i budgettet. De er rummelige og som regel stærke nok til at rumme lidt tungere ting, og de er nemme at bære med håndtag i siderne. Prøv ikke at komme igennem med gratis kasser fra supermarkedet – de er hverken store eller stærke nok til f.eks porcelæn og gryder.

    2. Tjek om flyttefirmaet er medlem af DMF
    Skal du hyre et flyttefirma, er det en rigtig god ide at hyre et firma, der er medlem af DMF (Dansk Møbeltransport Forening). Man har hørt uhyggelige historier om flytninger, hvor omkostningerne gik amok, og hvor flytningen endte i en kamp i retten for at få sine ting tilbage.

    DMF-medlemmer er forsikrede, så skader på dine ting bliver dækket. De er uddannede til at håndtere dine ting, og deres udstyr er i ordentlig kvalitet.

    Sørg altid for, at din aftale med et flyttefirma er skrevet ned.

    3. Gar­dero­be­sta­tiv på hjul
    Du kan købe et gar­dero­be­sta­tiv på hjul til ret billige penge, og det er en genial måde at flytte dit tøj på. Det fylder meget mindre, end hvis det er pakket ned, og du slipper for det helt store strygejob, når du lander i din nye bolig.

    4. Brug tæpper, sengetøj og håndklæder til at pakke med
    Disse ting fylder en hel del, men de skal jo med til den nye bolig. Så hvorfor ikke spare på avispapiret og pakke de skrøbelige ting ind i de bløde materialer?

    5. Fyld tunge kasser op med puder
    En flyttekasse, der er fyldt op med tunge bøger, kan være for tung til både dig selv og flyttefolk. Derfor er det en god ide at fylde de meget tunge kasser halvt op med pyntepuder og hovedpuder eller dyner.

    6. Skriv altid på flyttekasserne
    Det er fuldkommen uoverskueligt at ankomme i din nye bolig med 50+ flyttekasser, og Murphy's lov siger, at det du lige står og skal bruge nu, altid ligger i den nederste kasse.

    Skriv overordnet, hvad indholdet i kassen er, OG i hvilket rum den hører til.

    Husk at skrive på siden af kassen og ikke i toppen!!

    7. Hold styr på ledninger og fjer­n­be­tje­nin­ger
    De fleste af os har oplevet at mangle et kabel eller en fjernbetjening efter en flytning. Derfor er det en rigtig god ide at lave en ”kabel-kasse”, hvor du samler det hele.

    Læg eventuelt kabler og fjer­n­be­tje­nin­ger i mindre poser i flyttekasserne, hvor du skriver, hvad der hører til hvad.

    8. Planlæg måltider og drikkevarer
    Uanset om du benytter flyttefirma eller venner, vil din flytning altid gå lidt lettere, hvis du sørger for at dine hjælpere får mad og drikke undervejs.

    Det er også din mulighed for lige at fortælle, at fadet fra mormor er ekstra skrøbeligt, når I alligevel står og sludrer over kaffen.

    9. Husk at melde flytning
    Typisk er der en flytteklausul i din forsikring, så du er dækket i en vis periode midt i og efter flytningen på begge adresser. Herefter skal du selv give for­sik­rings­sel­ska­bet besked om, at nu er du på den nye adresse.

    Du skal desuden melde flytning senest 5 dage efter, du har skiftet bopæl – dette gør du digitalt på borger.dk, hvor du samtidig bliver bedt om at vælge læge.

    Du kan tidligst melde flytning, 4 uger inden du flytter.

    Posten får automatisk besked om, at du er flyttet.

    10. Husk håndbagagen
    Ligesom når du skal på ferie, kan det være rigtig nyttigt at have en taske med de allermest nødvendig ting i. Udover penge, telefon, nøgler osv. bør den indeholde tandbørsten og evt. daglig medicin.

    Desuden er det helt uoverskueligt at finde frem til flyttekassen med ting til badeværelset om aftenen efter en lang flyttedag.