Boligtrends 2018: Hyggeligt, naturligt og individuelt

De bedste nye boligtrends sniger sig som regel ind på os, og inden vi opdager det, er vi i fuld gang med at implementere de hotte elementer i vores hjem. Det gør sig i høj grad gældende for de lækre trends i 2018, for vi er allerede i fuld sving med at genintroducere de grønne planter - jo større jo bedre - og kombinere dem med naturlige farver, naturlige materialer og masser af hygge.

Sten, glas, metal og træ
Materialer, der egner sig godt til de ellers så sterile hvide danske hjem, er sten, glas, metal, marmor, tekstiler og træ. Det er levende materialer med sjæl og charme og ikke mindst individualisme – ikke 2 løsninger er ens, og de kan mixes og matches på tværs alt efter vores personlige smag.

Det skønne ved den naturlige trend er, at man nærmest ikke kan overdrive den. Hvor tidligere trends let kunne blive en tand for meget (kan du huske de ”svampe-vaskede” vægge fra 80’erne?), kan de naturlige materialer introduceres i overflod, fordi de egentlig bare forstærker hinanden og skaber helhed.

Mørke farver på vægge og gulve
En forholdsvis ny tendens er, at vi skal være mere modige i vores valg af farver i hjemmet - og ikke være bange for de mørke farver.

Vi er i årtier blevet advaret om, at kun hvide vægge giver lys nok i de mørke nordiske vintre. Men nu bliver det ok at lave huler derhjemme, hvor lyset kommer fra vinduer og belysning i stedet for fra kridhvide vægge.

Nye materialer er dukket op. Man kan spartle sig frem til personlige ”beton-lignende” vægge i mange nuancer, og udvalget af lækre tapeter i stærke farver er uendeligt.

Det er også relativt nyt at bruge mørke træsorter til vores gulve. Hidtil har trægulve af bøg, fyr, ask og lyst eg været dominerende i de danske hjem, men nu kommer der mere dramatiske gulvtyper frem som f.eks. sort eg og valnød.

En anden tendens er, at gulvene gerne må være lidt rå og meget praktiske. Derfor er et materiale som beton blevet populært – og gerne i kombination med løse tæpper i varme orientalske farver, der skaber hygge og personlighed.

Kvalitetsbelysning
Godt design går aldrig af mode, og det gør sig i den grad også gældende for vores valg af belysning i hjemmet. Klassikerne står lige så godt til naturtrenden, som de gjorde til vores hvide og neutrale hjem.

Et rigtig godt råd er at bruge energi på valget af elpærer til dine lamper, for der findes ikke nogen større hygge-dræber end dårligt lys. Monter gerne lysdæmpere på vægkontakterne, så du kan skabe forskellige stemninger alt efter behov.

Er budgettet ikke til designklassikere, kan meget personlige lamper let gøre det i stedet. I princippet kan man lave lamper af alting - store sten, træstykker, marmorklumper, keramikvaser, fine flasker, kobberrør osv. Lad fantasien få frit spil, og find en god montør, der kan hjælpe med montering af fatning. Men husk! Det er ikke en kvalitet i sig selv, at du har lavet lampen, så sørg for, at den ser professionel ud. Sørg derfor altid for at vælge skærme i god kvalitet.

Vær ikke bange for at skille dig ud – det er mega trendy!
God indretning af hjemmet handler også om at turde skille sig ud. Du kan snildt lave et smukt hjem med ting, der er købt i butikker herhjemme, men det bliver først rigtig wow, når du tør at kombinere indretningen med ting, der ikke ses hos alle de andre.

Se alle artikler med boliginspiration

Læs også
Sådan sælger du
Vil du vide, hvad din bolig er værd?

Andre har også læst