Solceller – spar penge, og gør noget godt for miljøet

Med solceller på taget af dit hus hjælper du med at passe på miljøet og sparer penge på elregningen. Optjener du mere strøm, end du kan nå at bruge, kan du lagre overskudenergien fra solcellerne og bruge det de dage, hvor solen skinner mindre.

Solcellerne er forureningsfri og producerer elektricitet, og de varianter, der findes på markedet i dag, kan omdanne op til 20 pct. af solens stråler til ren energi. Solceller findes i mange forskellige udformninger og kvaliteter, men fælles for dem er, at de sidder i moduler af 30-80 solceller. De placeres oftest på taget eller facaden af dit hus, hvor solen rammer de fleste timer af dagen.

Logisk nok producerer solcelleanlæggene mest elektricitet i dagtimerne, mens de fleste bruger mest strøm i eftermiddagstimerne og om aftenen. Men med et batteri, der er tilkoblet solcelleanlægget, kan du lagre overskudsstrømmen og bruge det, når der er behov for det. Mange tror desuden, at solcelleanlægget ikke producerer strøm, når det er overskyet eller tåget, men det gør det. 

En af de største fordele ved at anskaffe sig et solcelleanlæg er hensynet til miljøet og vores planet. Udregninger viser, at 10 kvm solceller sparer op til et halvt ton CO2 om året.  

Den langtidsholdbare løsning
Solceller er stort set vedligeholdelsesfrie og kan nemt integreres som en del af arkitekturen på dit hus. Der er heller ingen støjforurening ved solceller, og langt de fleste leverandører af solcelleanlæg garanterer en levetid på min. 25 år. Det er altså en langtidsholdbar løsning, om end der er nogle lidt større udgifter forbundet med installationen af anlægget.

Gode råd til dig, der overvejer at investere i et solcelleanlæg:

  • Gå efter et kvalitetsmærke og en fabrik, som har repræsentation i EU.
  • Bed om datablade og dokumentation på årlig forventet produktion på dit nye anlæg.
  • Tab mindst muligt. Dit anlæg vil miste lidt af sin ydeevne med årene, men nogle firmaer stiller garanti for, hvor lidt eller meget ydeevne der vil være efter f.eks. 10 år.
  • Vælg en montør, som du har tillid til. Installation af et solcelleanlæg er et større projekt, så vælg en montør, der har erfaring med opsætning og installation af solceller.

En anden fordel ved at få installeret solceller er, at det forhøjer din boligs salgsværdi. Så hvis du skal sælge inden for en overskuelig fremtid, er investeringen i solcelleanlægget måske ikke en dårlig ide.

Mulighederne er mange, og markedet tager tid at grave sig igennem, men den tid, du investerer i det, er formentlig godt givet ud – om ikke andet så for miljøets skyld.

Se alle artikler om boligmarkedet

Andre har også læst