27.500 m2 kontor- og industriejendomme solgt i trecifret-millionhandel

En kontorejendom, en logistikejendom og en blandet kontor- og logistikejendom beliggende i et attraktivt erhvervsområde i Ballerup er netop solgt for et trecifret-millionbeløb. Sælger er Fokus Asset Management på vegne af deres klient Commercial Real Estate Denmark (CRED), der med hjælp fra EDC Erhverv Poul Erik Bech har solgt de tre store ejendomme. Ejendommene var ikke en del af den langsigtede strategi for sælger, og de gode tider på markedet blev derfor udnyttet til at sælge.

Et stort investeringsprojekt med tre kontor- og industriejendomme på Telegrafvej 4, 6 og 8-10 i Ballerup er netop solgt for et trecifret-millionbeløb. Sælger er ejendomsfonden Commercial Real Estate Denmark (CRED), hvor Mads Larsen, Fund Manager/Director i Fokus Asset Management, der er forvalter for CRED siger:

"De tre kontor- og logistikejendomme var ikke en del af vores langsigtede strategi, så derfor har vi valgt at udnytte de gode tider på markedet til at sælge, så da vi fik en attraktiv pris, slog vi til. For os handler det om beliggenheden og kvaliteten af ejendommene, hvor vi bl.a. har ejendomme på Østerbro og Halmtorvet, så her passer Telegrafvej ikke ind i vores strategi, hvor vi gerne vil lidt tættere på København.”

”Vi har gennem de sidste 12-18 måneder haft en tilpasningsstrategi med de investeringsejendomme, som vi ikke synes passer ind i vores portefølje pga. beliggenhed, type eller størrelse. Det har været et godt og gnidningsfrit samarbejde med EDC Erhverv Poul Erik Bech, som har bistået fint i processen og haft en rigtig god koordinerende rolle, som kræver en hel del i så stor en sag, og ikke mindst så har de stået for at finde den rette køber, så vi er klart tilfredse med forløbet og sagen. Vi har også tidligere samarbejdet med EDC Erhverv, så det er en fortsættelse af vores gode samarbejde."

Fokus Asset Managements kerneforretning består af investment og asset management for danske og udenlandske investorer og deres ejendomsportefølje er i dag værdisat til mere end 24 mia. kr., hvoraf hovedparten er kontorejendomme, mens resten er boligejendomme, logistikejendomme og detailejendomme.

12 stærke lejere

Lone Thuen investeringschef i EDC Erhverv Poul Erik Bech, der har formidlet salget af de tre kontor- og logistikejendomme siger: ”Investeringsejendommene ligger i et populært erhvervsområde i Ballerup. De tre ejendomme har et samlet grundareal på 47.657 m2 og et samlet etageareal på 27.561 m2, samtidigt er der sammenlagt 12 stærke lejere i ejendommene både på kontor- og logistikdelen. Ejendommene har gode adgangsforhold, og på sigt er der gode udviklingsmuligheder.”

”Det er ikke en tilfældighed, at Telegrafvej i Ballerup er eftertragtet af erhvervsfolk fra hele regionen, da den med sin attraktive placering, har en beliggenhed der er tillokkende for alt fra produktions- og lagervirksomheder, til mere kontor- og serviceprægede erhverv. Det skyldes bl.a. det stærke nærmiljø af andre virksomheder, og den tætte placering på København – men det er i særdeleshed de mange muligheder der forbinder Telegrafvej og Ballerup med resten af regionhovedstaden. Med over 40.000 arbejdspladser er Ballerup samtidig én af landets mest attraktive erhvervskommuner med en proaktiv erhvervspolitik, der gør det attraktivt for mange virksomheder at bosætte sig i kommunen.”

Telegrafvej 4 er en kontorejendom med gode adgangsforhold, hvor der er 5 lejere. Ejendommen er opført i 1973 på en grund på 8.546 m² og et samlet etageareal på 10.687 m² opdelt i 77% kontorareal, 19% lager og 4% andet areal, hvortil kommer en stor mængde parkeringspladser på bygningens bagside.

Telegrafvej 6 er en logistikejendom med gode lys- og adgangsforhold, hvor der er 5 lejere. Det er en logistikejendom fra 1975, som består af et grundareal på 18.069 m² og et samlet etageareal på 7.864 m², hvoraf 97% lager/logistik arealer, mens 3% er kontorarealer. Ejendommen har gode lysforhold, og det er nemt at leje tilhørende kontorer på Telegrafvej 4. Der er også 20 parkeringspladser.

Telegrafvej 8-10 er en blandet logistik- og kontorejendom med gode lysforhold og kørearealer, hvor der er 2 lejere. Ejendommen er fra 1970´erne og indeholder både logistik- og kontorarealer. Grundarealet er på 21.042 m² og det samlede etageareal er 9.010 m², hvoraf 85% er logistik og 15% kontor. Den har gode lysforhold og kørearealer. Derudover er kontorerne i to etager med separat indgang fra logistikafdelingen.            

Kontaktinformation:

Lone Thuen, Investeringschef EDC Erhverv Poul Erik Bech, +45 4033 4840, lth@edc.dk