Aalborg skal på det internationale landkort gennem ”Cloud City”

Udviklingen af Aalborgs nu lukkede spritfabrikker, et projekt kaldet Cloud City, udfordrer ideen om, at boliger med havudsigt i sig selv er nok til at gøre nye bydele til en succes. Udvikler Martin Nielsen vil med den nye kulturbydel skabe en attraktion i international klasse. Det smitter positivt af på ejendomsmarkedet.

I juni måned 2017 gav Aalborg Byråd, med en ny lokalplan, formelt udvikler Martin Nielsen lov til at omsætte visionerne for Cloud City til virkelighed. Det er A. Enggaard-koncernen, der ejer den 47.000 kvm. store grund, hvor Spritfabrikken ligger. Martin Nielsen har på den østlige del af grunden option på 19.000 kvadratmeter, som skal omdannes til Cloud City, samt nye byggeretter på op mod 7.000 kvadratmeter.

”Nu tager vi kort sagt fabrikken op med roden og laver et nyt fundament, hvor kunst bliver den nye driver. Hvis vi rammer det rigtige arkitektoniske greb, vil vi skabe rammerne for nyt liv de næste 100 år,” siger Martin Nielsen.

Omdrejningspunktet for ”Cloud City” bliver derfor en gigantisk kunstinstallation af samme navn, udført af den internationalt anerkendte kunstner Tomás Saraceno, der kommer fra Argentina. Kunstneren har tidligere, med stor succes, udstillet et værk af samme navn på toppen af Metropolitan Museum of Art i New York City.

I fabriksbygningerne planlægges desuden et boutiquehotel, et oplevelsescenter med fokus på produktion af Summerbird-chokolade samt et destilleri. Der kommer seks restauranter og 1000 kvm street food mekka - med urban have på taget og 148 offentlige parkeringspladser i kælderen. Fabriksbygningerne kommer også til at rumme et fitness center. I den del, der kaldes kedelhallen, der ligger ud mod det store Saraceno-værk, laves en kunsthal. Endeligt er der planer om at flytte Aalborg Teater og en eksklusiv butik for møbeldesign til denne del af grunden.

”Jeg tror på det her. Jeg tror på, at vi med Cloud City kan skabe en unik destination, der bevarer både fabrikken og kulturarven. Et fremtidigt varemærke for Aalborg og for Danmark,” siger Martin Nielsen.

Cloud City løfter ejendomsmarkedet i Aalborg

EDC Erhverv forventer at Cloud City vil tilføre resten af byen – og regionen – noget unikt, som vil smitte positivt af på ejendomsmarkedet.

”Aalborg kan se frem til et nyt og særdeles spændende udviklingsområde, der smelter det centrale Aalborg sammen med Vestbyen. Jeg er overbevist om at projektet også vil tilføre resten af byen – og regionen – noget nyt og unikt, og at dette vil sætte sig i priserne også”, siger regionsdirektør og partner Frank Jensen, EDC Erhverv Poul Erik Bech i Aalborg.

Disse stigninger skal ses i lyset af, at kvadratmeterpriserne på lejligheder i Aalborg i forvejen har været pænt stigende gennem de senere år.

”Aalborg har haft et efterslæb på kvadratmeterpriserne for ejerlejligheder ift. byer som København og Aarhus. Men på baggrund af udviklingen i de sidste 5-6 år, med en markant befolkningstilvækst, høj beskæftigelse og udvikling af byen, ser vi en opadgående tendens i prisniveauet for både ejerlejligheder opført før og efter 2006. I forlængelse af, at byen udvikles, blandt andet med Cloud City, bliver det endnu mere attraktivt at bo i Aalborg. Derfor tror vi på, at den opadgående prisudvikling fortsætter,” siger Frank Jensen.

Analyser foretaget af rådgivningsvirksomheden Rambøll viser, at netop Vestbyen, som ligger i direkte forbindelse til Cloud City kan se frem til årlige stigninger i ejendomsværdien i størrelsesordenen 2,45 procent oven i den generelle stigning i Aalborg alene på grund af Cloud City. En samlet stigning svarende til cirka 80 millioner kr. om året i ti år. 

”I forhold til lejeniveauet for boliger tror vi også på moderate stigninger samt et afkast i det nuværende niveau. Samlet set er tiden derfor rigtig til at investere i Aalborg, da kvadratmeterpriserne stadig ligger under niveauet i de andre større byer,” slutter Frank Jensen. 

Kontakt:
Martin Nielsen, developer af Cloud City: tlf. 40 19 99 92 - martin@lain.dk

Frank Jensen, partner og regionsdirektør i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg: tlf. 20 51 36 92 – frje@edc.dk