Charmerende kro i Roskilde får ny ejer: Håb om multianvendelig ejendom

Den charmerende og idylliske kro Svogerslev Kro i Roskilde fra 1700-tallet er netop solgt. Stedet har altid været drevet som kro, og fremadrettet er håbet, at kroen skal være en kombination af krodrift og private udlejningsboliger målrettet seniorer. EDC Erhverv Poul Erik Bech har stået for salget af de 3 forskellige ejendomme, som indgår i købet.

Svogerslev kro er en stråtækt idyllisk kro, som gennem de seneste 300 år har haft skiftende ejere. Kroen er netop blevet købt af Enekilde A/S, som køber og istandsætter bevaringsværdige historiske ejendomme. Købet består af 3 ejendomme i Roskilde. Direktør og medejer af Enekilde, Christian Andersen, siger:

"Vi køber ejendomme, som har en historie at fortælle. Der er noget specielt over at kigge på noget, som er smukt, for så at udvikle og bevare det. Vi faldt straks for Svogerslev Kro, netop fordi den fortæller en historie. Derudover er det en idyllisk perle, med stråtag og en stor park med gammel beplantning. Vi ønsker, at de udvendige udtryk på ejendommene bevares, men at de samtidig får en kærlig hånd, så ejendommene kan komme til sine værdier igen."

De 3 ejendomme ligger på Svogerslev Hovedgade 45, Svogerslev Kirkevej 8 og 9.

Bevaringsværdige ejendomme med gode muligheder

Svogerslev Kro har siden 1700-tallet været drevet som kro, og Enekilde A/S ønsker en kombination af krodrift og private udlejningsboliger.

"Kroen skal fortsat drives som en kro, hvor mennesker udefra kan komme og nyde de historiske omgivelser og holde fester i krostuerne. Foruden driften af kroen ønsker vi at udvikle private udlejningsboliger. De to ejendomme på Kirkevej vil vi bevare, men målet er at omdanne disse til permanente seniorboliger, som vil gøre det muligt for folk at bo i smukke, historiske rammer," siger Christian Andersen og fortsætter:

"Der er en stor interesse for seniorbofællesskaber. Og netop derfor, så vi det interessant at kombinere driften af kroen og private boliger. På den måde vil beboerne få mulighed for at anvende lokalerne og kroen til bl.a. fællesspisning. Vi ser frem til at udvikle projektet, og takker EDC Erhverv Poul Erik Bech for et godt samarbejde."

Enekilde er i dag i gang med at projektere og søge tilladelser, og derfor er projektet om udlejningsboliger stadig på udviklingsstadiet. Kroen forventes at genåbne i juni 2020.

Nybyggeri boomer

Ejendomsmægler Nicklas Witten, EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde, siger om den charmerende kro:

"Svogerslev Kro er blandt de ældste landevejskroer i Danmark, og sådanne charmerende ejendomme kan man ikke genskabe på ny. Efterspørgslen på boliger i store byer er generelt stigende, hvilket har medført, at der de seneste mange år har været en markant stigning i opbyggelsen af nybyggerier. Derfor er det sjældent, at man ser en ældre historisk ejendom som på trods af mange år, har bibeholdte sin pragt og charme."

"Det var netop disse faktorer, som gjorde det interessant at bistå Enekilde A/S i købet af ejendommene. Det er samtidig godt set af dem at lave dem om til seniorboliger, som der generelt er stor efterspørgsel på. Det vil bestemt ikke være et kedeligt sted at tilbringe seniortiden for dem, som bliver så heldige at få fingre i disse udlejningsboliger, når de kommer på markedet."