Hanstholm Køkken åbner to nye butikker i Hillerød og Vejle og flere er på vej

Corona betyder, at mange folk har købt ny bolig, og der er kommet langt større fokus på de hjemlige værdier og opgradering af hjemmet. Det kan mærkes hos Hanstholm Køkken fra Thy i Vestjylland, der sælger skræddersyede kvalitetskøkkener og møbler. De har 15 butikker herhjemme og kan til sommer åbne yderligere to i Vejle og Hillerød, og en tredje er på vej. EDC Erhverv Poul Erik Bech har bistået med at finde butikslokalerne og skal også hjælpe med at finde flere butikslokaler til den fremtidige vækstrejse.

Hanstholm Køkken er en traditionsbundet virksomhed fra 1968, hvor det første køkken blev samlet i et snedkeri på Hanstholm Havn. Nu har de egen fabrik i Vildsund, og ambitionen er den samme: At lave skræddersyede og unikke køkkener i topkvalitet efter gamle håndværkstraditioner, som ejeren bliver glad for, og snedkeren kan være stolt af. Salgsdirektør i Hanstholm Køkken, Lars Egeberg Bech, siger:

“Vi er en stolt, dansk virksomhed fra Thy, der fokuserer på at gøre det ordentligt med vestjysk ægthed og godt håndværk. At få nyt køkken er en stor beslutning, så hvorfor ikke gøre det ordentligt? Det har været vores filosofi, siden første hængsel blev monteret for over 50 år siden. Vi fortsætter med at vækste og har med to nye butikker i Vejle og Hillerød, der åbner til sommer, snart 17 butikker. Snart kan vi offentliggøre lokationen på nummer 18. Det er især de sidste tre år, vi har fået flere butikker, og vi vil ekspandere yderligere i Danmark og forventer at åbne en håndfuld butikker mere i de kommende år. I 2022 er det samtidigt planen, at vi søger udover Danmarks grænser og åbner op på nærmarkederne.”

Til at starte med åbner de til sommer et 223 m2 flot butikslokale på Slotsgade 49 st. i Hillerød, samt butik i Føtexhus, Windfeld Hansens Gd 11 i Vejle på 172 m2.

Høj efterspørgsel efter det hjemlige

Corona har været en blandet fornøjelse for Hanstholm Køkken, da de er afhængige af, at kunderne kan komme ned i butikkerne, men i takt med genåbning har efterspørgslen været høj. Lars Egeberg Bech siger:

“Især her i 2021 har vi virkelig mærket en høj efterspørgsel efter nye køkkener og kvalitetsmøbler i vores butikker. Vi har fået strømlinet vores processer og er klar til yderligere vækst. Det hjælper EDC Erhverv Poul Erik Bech os med. Vi har et konstruktivt og tillidsfuldt samarbejde, hvor de hjælper os med at finde de helt rette lokationer til vores butikker. For os er det effektivt, og vi sparer ressourcer ved at have en ekstern samarbejdspartner. Vi bruger således vores egne kompetencer på det, vi er gode til.”

“Vi har altså ‘lejet’ en specialist på detailområdet i Frank Heskjær fra EDC Erhverv. Han har stor forståelse og viden for vores ønsker og behov for nye butikker og hvilke byer og områder, der har interesse. Samtidigt er EDC landsdækkende, så man kan sige vi også får en masse lokale eksperter med i købet. Det frigiver tid, at vi skal først bruge tid på lokaler, når Frank siger god for, at det burde være en god lokation for os. Samarbejdet fungerer virkelig godt for os og gør, at vi kan rykke os langt hurtigere på vækstrejsen.”

Lejers mand

Frank Heskjær, Head of International Retail & Office, EDC Erhverv Poul Erik Bech siger: “Vi hjælper Hanstholm Køkken med at finde lokaler i bynære placeringer, på lokationer man kan køre til, og dermed ikke i centrum. Vi har netop fundet lokationer til dem i Hillerød og Vejle og udnytter, at vi har 18 erhvervscentre på landsplan. Derfor har vores lokale mægler i Vejle, Claus Fenger og i Hillerød, Jacob Lunding og Stephen Berthelsen, været de lokale eksperter og fundet de helt rigtige lokaler til Hanstholm Køkken i disse byer.”

“Hanstholm Køkken har ‘outsourcet’ opgaven til os og skal ikke finde en ny mægler i hver by og behøver ikke have deres egen udviklingschef. Vi hjælper dem med at finde lokationerne og få aftalen på plads. Vi glæder os til at finde endnu en håndfuld lokationer til dem i flere byer i Danmark – og når de er klar til at rykke udenlands, så kan vores internationale afdeling i EDC International også hjælpe dem med at finde butikker og vækste udenlands.”

 Kontakinformation

Frank Heskjær
Head of International Retail & Office, EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus
E-mail: fth@edc.dk
Tlf. 5858 7879