EDC Poul Erik Bech køber Hernings ældste ejendomsmæglerfirma

EDC Poul Erik Bech, der er Danmarks største ejendomsmæglervirksomhed, har netop købt EDC Niels Kofoed & Ib Schiermer, som er en stor butik, der står over for et generationsskifte.

Efter det nye opkøb består EDC Poul Erik Bech af 62 boligbutikker, 18 erhvervscentre og har over 500 medarbejdere. Poul Erik Bech siger: ”Herning har stået meget højt på vores ønskeliste i mange år. For mig der er født i Rækker Mølle og er kommet meget i Herning, Ikast og Hammerum sammen med min bedstefar, der var uldkræmmer, er det noget helt særligt. Vi har derfor løbende været i dialog med Niels Kofoed og Ib Schiermer og er rigtig glade for, at vi nu er nået i mål.”

”Vi ser et stort potentiale både inden for bolig- og ikke mindst erhvervsområdet. EDC Niels Kofoed & Ib Schiermer gør det allerede rigtig godt i Herning og har over 30 års erfaring i byen, så vi glæder os meget til at få deres dygtige medarbejdere ombord og adgang til en række nye spændende kunder og samarbejdspartnere.”

Sælger sit livsværk

Niels Kofoed fra EDC Niels Kofoed & Ib Schiermer A/S startede i lære i EDC i 1982 og fik Ib Schiermer med som partner i 2014. Han siger:

”Jeg købte EDC-butikken her i Herning for 30 år siden, så det er da vemodigt at sælge mit livsværk. Jeg var dog ikke i tvivl om, at det var EDC Poul Erik Bech, der skulle overtage den dag, jeg var klar til at sælge. Ib og jeg har længe snakket om, at vi skulle tage næste skridt fremad, og vi er sikre på, at EDC Poul Erik Bech er den helt rigtige løsning. Jeg er meget tilfreds ved at sælge en velfungerende butik og give den overordnede stafet videre til en rigtig god og tryg arbejdsplads, hvor hele fire medarbejdere har fejret 25 års jubilæum. Samtidigt glæder jeg mig til udelukkende at fokusere på at servicere kunderne fremover og at have mindre at gøre med det administrative,” siger Niels Kofoed, der sælger sin ejerandel og fremover vil være tilknyttet som konsulent til både bolig- og erhvervsdelen.

Ib Schiermer fortsætter som medejer og partner i EDC Poul Erik Bech. ”Først og fremmest skal vi tage en ordentlig og værdig afsked med Niels, som har opbygget en stor lokal virksomhed. Herefter bliver det helt fantastisk at blive en del af EDC Poul Erik Bech, der længe har bevist, at man med flid, etik og godt købmandsskab kan blive den bedste i klassen. Så jeg glæder mig rigtig, rigtig meget til at være med til at videreudvikle butikken. Vi skal finde flere dygtige partnere og fagligt kompetente kolleger, så vi kommer til at stå endnu stærkere her i Herning og omegn på både bolig- og erhvervsdelen.”   

Herning er en kommune i vækst og har i dag knap 90.000 indbyggere. Befolkningstallet forventes at stige med 6,6% frem mod år 2045, hvilket gør, at der fortsat vil være stor efterspørgsel efter både bolig- og erhvervsejendomme.

EDC Poul Erik Bech er Danmarks største og eneste landsdækkende ejendomsmæglervirksomhed og består nu af 62 boligbutikker, 18 erhvervscentre og har over 500 medarbejdere. EDC Poul Erik Bech har over 40 års erfaring og er en del af EDC-gruppen. EDC Poul Erik Bech er uafhængig af banker og realkreditinstitutter og er den eneste fondsejede mæglervirksomhed. Størstedelen af virksomheden er ejet af den almennyttige fond Poul Erik Bech Fonden. Gennem overskuddet fra mæglervirksomheden støtter fonden frivillige foreninger, der gør en forskel for børn. Kender du en lokal forening, der har brug for en håndsrækning, så hører vi meget gerne fra jer? Læs mere på www.poulerikbech.dk