Danmarks største teknikentreprenør samler kræfterne i grønt epicenter

Danmarks største teknikentreprenør Kemp & Lauritzen køber stor kontor-, lager- og produktionsejendom på havnen i Esbjerg. I dag har teknikvirksomheden afdelinger på Hedelundvej og Bådebrogade i Esbjerg, men snart samles kræfterne under samme tag i den nyerhvervede ejendom på D. Lauritzensvej 8. EDC Erhverv Poul Erik Bech Esbjerg har stået for salget af ejendommen.

Kemp & Lauritzens nye domicil på Esbjerg Havn skal fremover danne ramme om teknikvirksomhedens tilstedeværelse i og omkring Esbjerg og give virksomheden mulighed for vækst i Region Syddanmark. Kemp & Lauritzen ser frem til at rykke ud i det vestjyske grønne epicenter, der skaber energivenlige løsninger til hele verden. Det fortæller Thomas Gjørup, direktør for Teknikhuse i Kemp & Lauritzen:

”Vi glæder os rigtig meget til at flytte ind side om side med en masse eksisterende såvel som nye potentielle kunder og dygtige samarbejdspartnere, som arbejder med grønne løsninger i Danmark, Europa og resten af verden.”

Med de ambitioner Esbjerg Havn har for den grønne omstilling af verden, så vil havnen kunne udvikle sig til et epicenter for grøn omstilling i Europa, og den rejse skal Kemp & Lauritzen selvfølgelig være med på,” udtaler Thomas Gjørup.

Kemp & Lauritzen tilbyder bl.a. energirådgivning, og derfor er det også i tråd med virksomhedens varemærke at energioptimere den nye domicilejendom, som tidligere har huset transportvirksomheden Leman. Der er nu igangsat en totalrenovering, som omfatter en ny skal på administrationsbygningen, tre-lags termoglas i ejendommen og en opgradering af lageret og kantinen. Herudover fjernes indmaden i kontordelen, der er i to etager på hver 500 m², for at opbygge helt nye kontorer med både cellekontorer og kontorlandskaber. Kemp & Lauritzen forventer at kunne flytte ind i den nyistandsatte ejendom i starten af 2022.

Kamp om erhvervsejendomme i Esbjerg

Kemp & Lauritzen har indgået købsaftalen gennem den lokale erhvervsmægler EDC Erhverv Poul Erik Bech Esbjerg. Partner og direktør i erhvervscenteret, Karsten Lindgård Jensen, siger:

”Vi oplever generelt stor interesse og efterspørgsel på kontor, lager- og produktionsejendomme i Esbjerg, og særligt havnen er meget eftertragtet. Markedet er præget af et højt aktivitetsniveau, og det vidner denne handel også om, da Kemp & Lauritzen var heldige at trække det længste strå af i alt fire bydende parter.”

Om Kemp & Lauritzen

Kemp & Lauritzen arbejder med tekniske installationer med stor spændvidde og høj grad af specialisering. Teknikvirksomheden beskæftiger omkring 2.000 medarbejdere og havde i sit seneste offentliggjorte årsregnskab en omsætning på ca. 2,3 mia. kr.

Vil du vide mere?

Kontakt Karsten Lindgård Jensen
Direktør og partner, EDC Erhverv Poul Erik Bech Esbjerg
Telefon: 23 20 79 21
E-mail: klj@edc.dk