Stort logistikcenter til ¼ mia. kr. opføres i Slagelse

Godt 10 ha land i Slagelse er solgt til MK Ejendomme. Planen er at bygge et stort logistik- og lagercenter på 45.000 m² til godt ¼ mia. kr., hvor transportvirksomheder, lager-, køle- og frysehuse mm. får optimale omgivelser. EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet salget af den kæmpemæssige erhvervsgrund og står nu også for at udleje og/eller sælge de op til 8 store erhvervsparceller.

Det kommende logistikcenter overfor Gardehusarkasernen og direkte ved afkørsel 39 på Vestmotorvejen i Slagelse kommer til at bestå af op til 8 erhvervsparceller med bygninger med en loftshøjde på 8-12 meter og udbydes med mulighed for lejemål i størrelser fra 4.500 m2 til 45.000 m2. Michael Munch, indehaver af MK Ejendomme, har købt den ca. 10 ha erhvervsgrund og siger:

”Jeg har ofte investeret i eksisterende ejendomme, men investerer helst ikke i boliger, og da prisen her er noget anderledes end dem, vi ser i København, var muligheden næsten for oplagt. Der er stor efterspørgsel på logistikejendomme af denne kaliber og derfor er planen, at vi bygger noget op og lejer lokalerne ud på sigt.”

”Det her bliver en lidt anderledes proces, som vi ser frem til, og vi har ikke travlt. Det er ikke så afgørende for os, hvor længe der går, før det hele er på plads, men vi bygger naturligvis ikke uden, at vi ved, at der er stor efterspørgsel på denne type ejendomme, og vi og EDC Erhverv Poul Erik Bech er allerede i tæt dialog med en række interesserede virksomheder, så vi forventer, at vi får udlejet denne type logistikejendomme rimeligt hurtigt.”

Tæt på trafikknudepunkt

Ejendommen er beliggende i et trafikknudepunkt, også kaldet STOP 39, hvor hele 12.000 biler passerer alle hverdage. Erhvervsgrunden ligger i området, hvor Vestmotorvejen krydser hovedfærdselsåren, der forbinder Kalundborg i nord mod Næstved i syd. Med kort afstand til København, får ejendommen en beliggenhed, der har alle rammer på plads for en ideel placering for mange typer af virksomheder.

Sven Lyse, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech, har formidlet salget af erhvervsgrunden med den optimale placering og står nu også for udlejning/salg af de 8 parceller. Han siger: ”Grundstykket er særdeles velegnet til opførelse af lager- og logistikejendomme med gode parkeringsmuligheder for lastbiler og et område, godt udrustet til at tage imod tung trafik. Beliggenheden er helt igennem optimal for en lang række af virksomheder, som skulle være interesserede i de mange anvendelsesmuligheder, som det 45.000 m2 store logistikcenter kommer til at tilbyde.”

Sven Lyse, fortsætter: ”Vi er allerede i gang med projekteringen og har kontakt til flere potentielle lejere til de mange m2, der bygges. Samtidigt er vi i gang med at finde frem til en pris for at opføre logistikcenteret, der forventes at ligge på ca. ¼ mia. kr. Vi kigger også på mulighederne for at bygge robotlager, hvor alt fungerer automatisk og hvor vi forventer en positiv dialog med Slagelse Kommune mht. at øge byggehøjden til 20m. Det er ekstra tilfredsstillende at få solgt sådan en sag efter, at grunden har stået til salg hos en anden mægler i årevis.”

Endnu bedre bliver det, når Sven Lyse oplyser, at den første erhvervsparcel allerede er solgt videre til lokal investor.

Mere information:

Sven Lyse
Partner, EDC Erhverv Poul Erik Bech
Telefon: +45 5360 5181
Mail: sly@edc.dk