Svenske Stendörren med syvende investering i danske lagerejendomme

Svenske Stendörren Fastigheter har for syvende gang investeret i en lager- og logistikejendom i Danmark. Ejendomsinvestoren har fået fingrene i en eftertragtet lagerejendom på Kirstinehøj 12 i Kastrup på Amager til 20 mio. kr. Sælger er Litecom, der bl.a. leverer professionelt lysudstyr til store underholdningsprogrammer som X-Factor, Eurovision og Melodi Grand Prix. EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet både salg og udlejning af ejendommen og har nu formidlet salget af tre ejendomme til Stendörren. Nye lejere er World Class Logistics og logistikgiganten Quick Cargo Service (QCS).

Industri- og lagerejendommen på Kirstinehøj 12 har et grundareal på 4.913 m² og et etageareal på 1.678 m². Den nyere lagerbygning rummer topfaciliteter og er placeret i et attraktivt område, hvor EDC Erhverv Poul Erik Bech desuden har en række ejendomme til salg og udlejning.

”Vi er glade for, at vi endnu engang kan præsentere en attraktiv, dansk lagerejendom i vores portefølje. Det er nu den syvende lager- og logistikejendom i Danmark, hvor vi nu samlet råder over 27.000 m². Lagerbygningen i Kastrup matcher alle vores krav med en attraktiv beliggenhed, gode faciliteter med stort lager, værkstedsfaciliteter og omklædnings- og kontorfaciliteter. Dertil har vi fået World Class Logistics og Quick Cargo Service (QCS) ind som kompetente lejere,” siger Johan Malmberg, investerings- og forretningsudviklingschef i Stendörren Fastigheter, der nu har ejendomme i Frederikssund, Hillerød, Glostrup, Hvidovre, Køge og nu den anden lagerejendom i Kastrup.

Sælger er udlejningsfirmaet LiteCom, der leverer professionelt lysudstyr, som også har et tv-studie, hvor de bl.a. har afholdt X-Factor de sidste par år. Torben Merrildgaard, CFO, siger: ”Vi har haft lager på Kirstinehøj i Kastrup siden 2005. Da vi i 2014 investerede i en ejendom i Priorparken i Brøndby, har vi løbende samlet vores aktiviteter der, og flere lokaler er kommet til med tiden, hvor EDC Erhverv i øvrigt har formidlet udlejningen. Det har givet os en markant bedre infrastruktur og et solidt råderum i forretningen, så da vi ville leje yderligere lagerplads i Brøndby, gav det god mening at frigøre kapital og sælge ejendommen på Kirstinehøj, som vi ellers har været superglade for.”

Logistik og transport i Europa

Den nye lejer på Kirstinehøj 12 i Kastrup er World Class Logistics (WCL), der lejer sig ind i lagerbygningen frem til 2032. WCL kan med de nye faciliteter udvide logistik- og transport-optimering i Østdanmark med grønnere og mere bæredygtige løsninger. Med WCL kommer også den tyske logistikgigant Quick Cargo Service (QCS), der har afdelinger i bl.a. Danmark, Schweiz, Holland og Østeuropa. Ligeledes flytter den danske afdeling af Sovereign Speed ind i ejendommen, hvorfra det skandinaviske knudepunkt skal styrkes. De tre logistikvirksomheder har indgået et større samarbejde og flytter alle ind pr. 1. juli 2022. Herfra skal et stærkt samarbejde udgøre samlingspunktet for logistik og transport i Europa:

”Vi var faktisk interesserede i at købe ejendommen. Konstellationen af samarbejdet gjorde det dog mere hensigtsmæssigt med en lejeaftale, og det passede fint, da Stendörren trådte til som investor. Nu får vi mulighed for at slå os ned i dét, der bliver et moderne logistikhus og et hub for europæisk distributionsnetværk, hvor vi samler flere transportdele under ét. Fra ejendommen kommer vi til at skabe flere og mere effektive forsyningslinjer, bl.a. til køle- og medicinalindustrien, særligt pga. den nære beliggenhed til lufthavnen, hvor vi har størstedelen af vores aktiviteter,” siger Jimmy Kjærsvold, direktør i WCL.

Han fortsætter: ”I ejendommen får vi gode faciliteter, som vi kan vokse i. Der er bl.a. en god højde på lagerhallen, hvilket sparer os for en masse ressourcer på arealmeter. De ressourcer kan vi så benytte andre steder. Vi forventer at vækste i ejendommen og på sigt omstille os mere bæredygtigt. Vi etablerer el-ladestandere på udearealet og kan dermed implementere en mere bæredygtig distribution. Med faciliteterne kan vi tilbyde at agere lager og terminal for andre interessenter. Herunder kørsel, håndtering, pakning og kontrol. Dertil ønsker vi at mindske antallet af biler, der kører til og fra fx lufthavnen, så vi får optimeret vores transportprocesser. Der er ejendommen en stor hjælp og faktor for vores videre udvikling.”  

Allan Bach Christensen, direktør i QCS, tilføjer at ejendommen og dens potentiale åbner endnu flere muligheder for at skabe optimerede logistik løsninger, og selskabet og alle medarbejdere er meget begejstrede for bygningen, samarbejdet og de ny muligheder.

Flere spændende sager i området

Thor Heltborg, direktør for koncernkunder i EDC Erhverv Poul Erik Bech, siger: ”Det er en unik transport- og logistikejendom med en sublim beliggenhed. Ejendommen er placeret i et attraktivt og velkendt erhvervsområde i Kastrup nær lufthavnen, hvilket åbner op for mange spændende muligheder. Der er især et stort potentiale for handels-, serviceaktiviteter og diverse transport- og logistikbeskæftigelser, og i Kirstinehøj har vi en række spændende jern i ilden. Vi har flere gode ejendomme til salg og leje – både lager-, kontor- og detailejendomme. Fx to ekstraordinære boksbutikker til salg til en samlet værdi af 97 mio. kr.”

Han fortsætter: ”Det er nu den tredje sag, som vi og Stendörren har løst i samarbejde i Danmark. Tidligere har vi hjulpet dem med at investere i lagerejendomme i Køge og Hvidovre. Samarbejdet har fungeret rigtig godt, så vi ser frem imod et fortsat godt samarbejde,” siger Thor Heltborg fra EDC Erhverv.

Tilfredsstillende samarbejde

Ved Kirstinehøj 12 var det et godt samarbejde og godt mæglerarbejde, der fik sagen i mål, fortæller Allan Bach Christensen, direktør i QCS: ”Vi har haft et fantastisk samarbejde med EDC Erhverv Poul Erik Bech, der hurtigt fandt Stendörren som investor til ejendommen, hvilket muliggjorde, at vi kunne flytte ind som en gruppe af lejere. Det har været en ideel proces, der er båret af deres meget fine arbejde,” siger han.

Torben Merrildgaard fra LiteCom siger: ”Det har været en rigtig fin salgsproces. Vi har før haft samarbejde med EDC Poul Erik Bech i Brøndby, hvor vi var på den anden side af bordet som lejere, men processen var, ligesom nu, meget tilfredsstillende. Vi har haft en god dialog og EDC Erhverv har været gennemført professionelle. Udfordringerne undervejs blev løst hurtigt og i tæt dialog mellem parterne.”

Læs, om tidligere samarbejde mellem EDC Erhverv Poul Erik Bech og Stendörren.

Ledige erhvervsejendomme ved Kirstinehøj:

Læs også: Litecom samler sine aktiviteter i Brøndby

 

Mere information
Thor Heltborg, chef for koncernkunder i EDC Erhverv Poul Erik Bech, +45 2421 4786, the@edc.dk