Seniorboligprojekter skyder op i hele Danmark

Seniorboliger er i stor vækst på det danske marked. Det skyldes ikke mindst, at der er et kæmpe efterslæb, da der kommer flere og flere ældre, og udviklingen forventes at fortsætte i årene fremover. EDC Erhverv Poul Erik Bech behandler emnet i den nyeste udgave af Market Insight, der netop er kommet på gaden for anden gang. Vi tager også emnet op i et spændende webinar.

Market Insight er EDC Erhverv Poul Erik Bechs nyeste magasin, hvor du kan læse dybdegående analyser af aktuelle temaer på det danske og internationale investeringsmarked. I den nyeste udgivelse bringer EDC Erhverv Poul Erik Bech en større temaartikel om seniorboliger, historier om en række seniorboligprojekter og de nyeste markedstal, som du kan finde i Market Update-rapporten midt i magasinet.

Umættelig appetit på seniorboliger

Rundt omkring i landet er der talrige små og store projekter med seniorboliger, som er søsat af både lokale og landsdækkende projektudviklere. Det skyldes, at mange investorer og projektudviklere har set potentialet i seniorboliger.

Den stigende interesse for seniorboliger og seniorbofællesskaber hænger sammen med, at der bliver mange flere ældre. Allerede nu er der næsten 1,2 mio. danskere på 65 år og derover. Det vil stige med ca. 200.000 de næste ti år og med yderligere 200.000 frem mod år 2045. Især Nordsjælland, Vestjylland og Syddanmark har udsigt til en kraftig stigning i andelen af ældre.

Efterspørgslen ser ud til at være nærmest umættelig: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd kortlagde i 2016, at flere end 80.000 ældre var interesserede i at flytte ind i et seniorbofællesskab, og det antal kunne vokse til 140.000 i 2040. I dag anslås antallet af boliger i seniorbofællesskaber blot at være 7.000-8.000, og tusinder står på venteliste.

Seniorer ved muffen

Seniorboliger kan betegnes som et bud på at udfylde et hul i boligmarkedet mellem parcelhuset og plejehjemmet. Interessen for seniorboliger skyldes grundlæggende, at mange seniorer overvejer at flytte fra den bolig, som har dannet rammen om familieliv og børn. En stor del af de nuværende og især kommende seniorer er godt ved muffen. Dels er pensionssystemet i Danmark ret godt udbygget, dels har mange gennem årene opbygget en pæn friværdi i deres bolig.

I forbindelse med den nye udgivelse af Market Insight afholder EDC Erhverv Poul Erik Bech et webinar d. 12. november 2020. Til webinaret vil en række specialister tale om seniorboliger ud fra en økonomisk såvel som praktisk vinkel. 

Vil du vide mere om seniorboligprojekter i Danmark?

Læs den nyeste udgave af Market Insight her.