Nu udbydes seks store erhvervs-byggeretter i Høje Taastrup C

Høje Taastrup Kommune har igangsat en ambitiøs udviklingsplan for Høje Taastrup C, som betyder, at området mellem City2 og Høje Taastrup Station skal udvikles og binde byen bedre sammen til en ny attraktiv bydel på 262.000 m². Området er delt op i 23 byggefelter, hvoraf det ene bliver et nyt rådhus, som bliver et flot, synligt vartegn. Ud af 16 byggeretter til bolig er der nu kun to tilbage. Turen er nu kommet til salget af seks erhvervsbyggeretter til kontorer til mere end 4.000 medarbejdere.

Høje Taastrup C er de kommende år Storkøbenhavns største byggeplads, hvor der er ved at blive bygget en ny by i byen. Borgmester i Høje Taastrup Kommune, Michael Ziegler (C), siger:

”Lige nu er Høje Taastrup C en stor byggeplads, men allerede om et år vil mange af de nye ambitiøse og bæredygtige boliger stå klar til indflytning. Vi er meget glade for den store interesse, vi oplever for at bo i den nye, visionære bydel med mere end 1.200 nye boliger og 3.000 beboere. Det hele bygges op om en grøn bypark, der skal være samlingspunkt og mødested og gennem byparken kommer verdens længste skaterbane på 1 km. til at løbe. Den er tegnet af den danske verdensmester i skateboard Rune Glifberg og er samtidig en klimasikring, der skal forebygge oversvømmelser.”

”City2 ombygges også markant og bliver åbnet op så forretninger og caféer ligger mod byparken. Vores nye, flotte rådhus får også en prominent placering og den otte etagers bygning placeres med et tårn og synligt vartegn midt i den kommende bypark. Turen er nu kommet til det spændende kontorbyggeri, hvor vi forventer mere end 4.000 nye medarbejdere i de virksomheder, som flytter til bydelen, så vi glæder os til at kunne byde endnu flere virksomheder velkommen,” siger borgmesteren.

Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C ejes af Høje Taastrup Kommune, Danske Shoppingcentre og Ejendomsselskabet ATPFA II P/S. Direktør Lars Bloch, siger: ”Vi har kun to byggeretter tilbage til boliger, så nu er turen kommet til seks erhvervsbyggeretter på mere end 100.000 m². Det er en erhvervsvenlig kommune, hvor Danske Bank allerede har over 1.000 medarbejdere, Nordea og andre finansvirksomheder er her og Nykredit er på vej. Samtidigt har Orbicon sit hovedsæde her, Danske Handicaporganisationer er samlet under et tag og et kæmpe data center skal bygges. Kommunen rummer desuden en række store boksbutikker, heriblandt IKEA og Elgiganten og altså et af Danmarks største shoppingcentre City2, så vi håber, at endnu flere virksomheder kan se potentialet i at have kontor i det spændende nye område.”

Sidste stykke jord i kommunen

Michael Thulstrup, partner og storkundechef i EDC Erhverv Poul Erik Bech, der er en del af et mæglerkonsortie, der sælger erhvervsbyggeretterne, siger: ”Høje Taastrup Kommune har ikke mere jord tilbage efter disse sidste byggeretter sælges. Alene af den grund er de store erhvervsbyggeretter ekstra interessante for investorer, developere og virksomheder. Det er selvfølgelig også interessant, da det er et stort, ambitiøst byudviklingsprojekt. Masterplanen er virkelig gennemtænkt med både grønne områder, en bedre adgang til City2 og ikke mindst en rigtig god infrastruktur for beboerne og de mange nye virksomheder, der kommer til byen.”

John Borrisholt, Regionsdirektør Sjælland, EDC Erhverv Poul Erik Bech, supplerer: ”Det er starten på en forvandling af Høje Taastrup mod at blive en mere sammenhørende, attraktiv og bæredygtig by med det grønne parkstrøg som omdrejningspunkt. Kommunen har 50.000 indbyggere og frem mod 2045 forventes kommunen at opleve en vækst i befolkningen på mere end 14%. Udover at der er ved at blive bygget en masse nye boliger, så vil der forhåbentligt være mange virksomheder, der ønsker at være en del af denne spændende udvikling, og infrastrukturen er helt klart et plus, da der fra Høje Taastrup Station er både S-, regional- og InterCity tog og direkte adgang til Holbækmotorvejen og via Motorring 4 er der adgang til Køge Bugt Motorvejen.”

De seks erhvervsbyggeretter er på i alt 107.345 m² fordelt med:
13.070 m²
13.870 m²
15.810 m²
20.410 m²
21.980 m²
22.205 m²

Om Høje Taastrup C

Visionen for Høje Taastrup C er at skabe en attraktiv bydel, hvor man gerne vil bo og drive virksomhed. Et sted man gerne vil besøge, arbejde og handle. Det bliver et sted med aktive fællesskaber og et sted man engagerer sig i. En integreret del af Høje Taastrup by, der får sin egen identitet, og samtidig bidrager til at binde byen sammen og til udviklingen af hele byen. En tæt og blandet bydel med høj kvalitet og livskvalitet. En bydel med spændende byrum og arkitektur. Og en bydel, som opfattes som tryg, og hvor den centrale park har masser af muligheder for et aktivt og sundt liv. Parken bliver en attraktion i sig selv og vil rumme en masse aktiviteter bl.a. verdens længste skaterbane. En bæredygtig by, hvor den gode beliggenhed, infrastruktur og kollektive trafikbetjening udnyttes optimalt og bidrager til opnåelse af Høje Taastrup Kommunes strategiske klima- og energimål. En bydel som udnytter potentialet i den regionale by. Et godt sted at bo og et godt sted at etablere virksomhed. Læs mere om mulighederne i Høje Taastrup C her

Projektet på forsiden af Børsen Ejendomme

 Projektet på forsiden af Børsen Ejendomme.

Vil du vide mere om erhvervsbyggeretterne i Høje Taastrup C? 

Kontakt Michael Thulstrup
Partner og storkundechef i EDC Erhverv Poul Erik Bech 
Telefon: 58 58 84 70
Mail: mth@edc.dk 

Kontakt John Borrisholt
Regionsdirektør Sjælland
EDC Erhverv Poul Erik Bech
Telefon: 58 58 84 73
Mail: jsb@edc.dk