Topmoderne kontorhus på op til 10.000 m² skal udlejes i Gladsaxe

På Østmarken 3A i Gladsaxe nord for København ligger et topmoderne kontorfremlejemål, hvor NNIT har til huse. Den flotte domicilejendom er ejet af PFA med NNIT som lejere. EDC Erhverv Poul Erik Bech har fået til opgave at udleje fra ca. 2.000- 10.000 m² i det flotte kontordomicil, hvor der ikke er sparet på faciliteter eller indretning, der begge er i absolut topklasse.

Kontorejendommen har tidligere været fuldt benyttet af NNIT, der ikke længere bruger hele ejendommen. De moderne kontorlokaler kan blive lidt af et scoop, mener Thomas Møller Rudlang, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Herlev:

”Her er tale om et ret unikt fremlejemål i NNIT’s flotte domicil fra 2012 i Gladsaxe, hvor der virkelig er kælet for detaljerne. Kontorlokalerne er indrettet i moderne stil med glasvægge, der sikrer et godt lysindfald i alle rum. Dertil er lokalerne indrettet som storrumskontorer med mindre kontor- og mødelokaler, samtalerum, åbent køkken og elevator. Faciliteterne og indretningen er klart ejendommens store forcer. Her vil man som lejer kunne gå på arbejde hver dag i lækre rammer, der inspirerer. Så det kan blive lidt af et kup for en fremtidig lejer,” siger han og fortsætter:

”Det er især fællesfaciliteterne, der præger kontordomicilet. Der er en stor og lækker kantine, fitnesscenter, kaffeordning og et stort, flot loungeområde, som alt sammen forkæler medarbejderne i den daglige gang på arbejdspladsen. Ejendommen har det hele, og det er netop derfor, den adskiller sig fra andre kontorlejemål i området. Der er mulighed for at leje fra ca. 2.000- 10.000 m² kontor i enheder af ca. 2.000 m². En hel etage er på 6.000 m². Der vil ligeledes være mulighed for at få egen reception og indgang ved leje af større lejemål, hvilket vil være attraktivt for mange virksomheder.”

Attraktiv beliggenhed

Kontorejendommen er placeret med attraktiv placering i Gladsaxe Kommune nord for København, og kommunen er i rivende udvikling, hvor der forventes at tilflytte næsten 75.000 nye borgere frem mod 2045. Den stigende befolkningsvækst betyder også større fokus på erhvervslivet:

”Østmarken 3A ligger enormt attraktivt i Søborg blot en kilometer fra Hillerødmotorvejen, hvilket gør transporten nem og lettilgængelig for medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere. Desuden er nærmeste station, Buddinge station placeret 2,5 km fra ejendommen og indre by blot 25 min. væk. Bedre placering i yderkanten af København findes næsten ikke,” siger Thomas Møller Rudlang.

”Dertil er placeringen i Gladsaxe Kommune, der har et stort fokus på at skabe sunde rammer for erhvervslivet. Kommunen gør det attraktivt at bosætte sig og drive virksomhed i kommunen, og det understøttes af en levende bymidte, der kombinerer handelsmuligheder, oplevelser og innovative erhvervsområder. Dertil er tilkomsten af letbanen, der forventes at genere op mod 36.500 nye arbejdspladser og op mod 32.000 nye indbyggere. Så den nye letbane vil i sidste ende have stor indflydelse på at optimere udviklingen af områderne og binde Gladsaxe bedre sammen med resten af hovedstadsområdet. Den kan blive fordelagtig for erhvervsdrivende fra Gladsaxe Kommune i fremtiden.”

Læs mere om Østmarken 3A: 27801515

Mere information
Thomas Møller Rudlang
Partner, EDC Erhverv Poul Erik Bech Herlev
Telefon: +45 58 58 71 02
Mail: tru@edc.dk