De fremtidige ejerformer i dansk landbrug: Selskabseje mere udbredt

Ejerformerne i dansk landbrug er under forandring. Mange årtiers dominerende selveje er nu gradvist under pres, selvom selveje og familieeje stadig er den dominerende ejerform. Nye ejerformer og selskabseje vinder frem, drevet af en række forhold både i og uden for landbruget.

Skrevet af Henning Otte Hansen, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

Landbrugene bliver større og større år for år og udviklingen forventes at fortsætte. Udnyttelse af ny teknologi og stordriftsfordele er vigtige drivkræfter, som fremmer udviklingen i retning af større landbrug. Figur 1 viser, at den gennemsnitlige egenkapital i heltidsbedrifterne er steget markant i de seneste årtier, og at kapitalbehovet er stærkt stigende, og derfor er enkeltmandejet kommet under pres.

Note: Databrud 2008-2009. Kilde: Henning Otte Hansens fremstilling på grundlag af Danmarks Statistik

 

Selvejet får en faldende betydning
Selveje har været en grundlæggende forudsætning i landbrugspolitikken og i landbrugsloven gen-nem mange årtier. Selvom selvejet får en mindre betydning, og eksterne investorer og selskabs-dannelse bliver mere udbredt, vil selveje og familieeje stadig være udbredt. Deltidslandbrugene, som omfatter to tredjedele af alle landbrug, vil typisk fortsætte som selvejede landbrug. Mens især de store landbrug, som står for en meget stor andel af den samlede produktion, givetvis vil få mere selskabseje og flere eksterne investorer. Det traditionelle selveje vil sandsynligvis få en faldende betydning set i forhold til den samlede produktion og værdiskabelse i landbruget.

Fordele og ulemper ved selveje
Det traditionelle selveje har en række fordele, ulemper og udfordringer, som spiller en rolle for den fremtidige udvikling i ejerformerne i dansk landbrug:

Fordele

  • Selvejet indeholder ofte et stærkt incitament, som øger ejernes indsats.
  • Der er et incitament til at foretage langsigtede investeringer og fastholde eller udvide værdien af aktiverne.
  • Selveje (modsat fjerneje) vil typisk fastholde befolkning i landdistrikterne, hvilket kan være et politisk ønske.
  • Selveje kan forhindre en for stærk ejerkoncentration i landbruget ved at sprede ejerskabet på mange ejere, hvilket kan være et politisk ønske.

Ulemper

  • Vækstmulighederne kan være begrænset.
  • Usikker/svingende indtjening.
  • Arbejdskraftsindsatsen vil ofte være mindre mobil og fleksibel. Arbejdskraft fastholdes kunstigt i landbruget.
  • Udnyttelse af stordriftsfordele begrænses.
  • Generationsskifte kan være besværligt.

Mere selskabseje
Strukturudviklingen er en vigtig faktor for ejerformen. Jo stærkere strukturudvikling i retning af større og mere specialiserede landbrug, desto mere kommer selvejerformen under pres. Strukturudviklingen i dansk landbrug, som i store træk følger et globalt mønster, er ret entydig. Der er færre, større og mere specialiserede landbrug. Strukturen bliver mere koncentreret, og selveje/personligt ejerskab reduceres, mens selskabseje bliver mere udbredt – se figur 2.

Kilde: Henning Otte Hansens fremstilling på grundlag af Danmarks Statistik

Figur 2 viser, at udbredelsen af selskabseje i dansk landbrug er steget markant i det seneste årti – både i antal og i % af alle landbrugsbedrifter. Det generelle billede er, at selskabsejerskab stiger med stigende bedriftsstørrelse. Fx gælder det, at 42% af bedrifterne med over 15.000 svin er selskabsejede. Ca. 20% af alle svin findes nu på selskabsejede bedrifter.

Sharefarming vinder frem
Sharefarming er en samarbejdsform mellem to parter – en ejer og en landmand – hvor begge parter leverer ressourcer. Ideen er, at begge parter bidrager med kompetencer, så der opnås fælles fordele. En ejer (investor) vil typisk bidrage med kapital, mens en landmand bidrager med kompetencer, driftsledelse og arbejdskraft. Sharefarming er især udbredt i New Zealand og Australien, hvor 17% af gårdene drives på denne måde. Sharefarming findes også i Europa, bl.a. i UK.

Princippet i sharefarming er, at der indgås en aftale om at dele indtægter og omkostninger ud fra et på forhånd aftalt grundlag. Delingen afhænger typisk af risikoen, investeringen og ledelsesafhængigheden. Generelt vil ejeren levere den nødvendige infrastruktur (jord og bygninger), mens landmanden vil levere arbejdskraft, ledelse og nødvendig inventar, løsøre, besætning m.m. Der er således ikke tale om en fælles selskabskonstruktion eller om et bindende partnerskab.

Omvendt er der tale om en model eller en konstruktion, hvor der tilføres ny, ekstra kapital – og risikovillig kapital – til landbruget. Der findes dog mange forskellige modeller, hvor aftalerne skræddersys til de aktuelle situationer. Udgangspunktet er, at hver part bidrager med noget, som komplementerer den anden: Landmanden har faglige kompetencer, ledelseskompetencer, arbejdsindsats og ikke mindst incitament og vilje til at drive og udvikle en landbrugsbedrift. Ejeren har kapital, men har ikke tilstrækkelig kompetence, arbejdsindsats eller interesse i at blive selvstændig landmand. Ejeren har interesse i at investere for at få et langsigtet afkast. Afkastet kan være værdistigninger og en løbende andel af de årlige overskud.

Driftsfællesskaber – nye ejer- og samarbejdsformer
Et driftsfællesskab er et længerevarende, ofte kontraktligt samarbejde mellem to eller flere individuelle landbrugsbedrifter for at opnå kombinations- eller stordriftsfordele. Kombinationsfordele kan opnås, hvis fx én ejendom specialiserer sig i planteavl og en anden i mælkeproduktion. Plantebedriften vil således levere foder og aftage staldgødning, mens kvægbedriften aftager grovfoder og leverer staldgødning. Stordriftsfordelene opnås, når de to bedrifter bliver større på det forretningsområde, hvor de specialiserer sig. Et driftsfællesskab kan omfatte fælles varetagelse af den samlede produktion, eller det kan omfatte udvalgte funktioner, fx investeringer i fælles maskiner, produktionsanlæg mv.

Samarbejdet finder sted mellem forskellige juridiske enheder, ejendomsretten til den faste ejendom holdes uden for samarbejdet, og der er således ikke tale om egentlige sammenlægninger. Ejendomsretten til den faste ejendom holdes almindeligvis uden for samarbejdet, hvilket adskiller driftsfællesskaber fra egentlige sammenlægninger. Samarbejdet organiseres ofte som en selvstændig økonomisk og juridisk enhed (ApS eller I/S), når produktionsfaktorer som maskiner og anlæg helt eller delvist indgår i fælleseje.

Driftsfællesskaber indeholder på den måde nye ejerformer (fællesejede aktiver) og nye samarbejdsformer (deling og fælles anvendelse af aktiver). Driftsfællesskaber tilføres ikke ny ekstern kapital, men de er med til at udnytte den eksisterende kapital bedre og mere effektivt. De er også med til at forbedre den langsigtede konkurrenceevne via øget teknologianvendelse, strategisk planlægning, anvendelse af innovation og udnyttelse af stordriftsfordele. Det vil på kortere eller længere sigt forbedre mulighederne for at tiltrække ressourcer, herunder også kapital.

Generationsskifte presser på
Gennemsnitsalderen for danske landmænd er 58 år, så der venter et betydeligt generationsskifte forude. Dertil kommer, at de seneste års økonomiske usikkerhed har udskudt en del ejendomshandler. Med den fortsatte strukturudvikling, stadig større landbrug og dermed også stadig større kapitalkrav har de kommende unge landmænd store finansielle udfordringer. Selvejerformen stiller store krav om kapital til de unge kommende landmænd, så der er et betydeligt pres på ejendomsmarkedet i de kommende år.

Andre ejerformer i fremtiden?
Der finder også andre ejerformer, som givetvis vil få stigende betydning i fremtiden. Det gælder fx fonds- og foreningsejet landbrug. Alt i alt kan man forvente, at selvejet vil bestå i et betydeligt omfang, mens andre ejerformer vil få større betydning. Man kan ikke på forhånd sige, hvilken ejerform der er bedst for den enkelte landmand. Det afhænger meget af landmændenes egen situation og ønsker.