Militært øvelsesterræn bliver til 108 nye seniorlejeboliger i Næstved

43.000 m2 stort grundstykke er netop solgt til ejendomsudviklingsselskabet Tetris. Grunden skal anvendes til bebyggelse af et fremtidigt stort seniorbofællesskab bestående af 108 bæredygtige lejeboliger. EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet salget af grunden.

Næstved Kommune har netop solgt en 43.000 m2 stor grund, som tidligere var et militært øvelsesterræn. Grunden er solgt til 8,5 mio. kr. plus moms til ejendomsudviklingsselskabet Tetris, som vil udvikle et seniorbofællesskab, som bygger på samvær, fællesskab og livskvalitet. Borgmester i Næstved Kommune, Carsten Rasmussen, siger, at der er stor glæde og begejstring forbundet med projektet: Han udtaler:

"Boligerne opføres som følge af en øget efterspørgsel på seniorbofællesskaber. Det er et rigtig godt koncept, og det er stort for Næstved, at vi er kommet i mål med salget af den attraktive grund. Specielt fordi, byggeriet vil skabe synergieffekter i hele Næstved Kommune, som kommer mange parter til gode. De mange ældre, som sidder i eget hus, og som ikke længere ønsker eller har mulighed for at passe haven, kan nu få en mere overskuelig hverdag, hvor livsglæde og kvalitetstid vil være i fokus."

"Derudover vil projektet bidrage til, at flere helårshuse vil komme til rådighed. Det kan fx komme de børnefamilier til gode, som ønsker at flytte i noget større, og som vil renovere husene. Netop derfor er det et smart projekt med stort potentiale, som vil sætte endnu mere skub i den positive udvikling af Næstved."

Stor efterspørgsel på seniorbofællesskaber

Interessen for seniorbofællesskaber har aldrig været større, hvilket har sat sine spor på ejendomsmarkedet og udviklingen af nye projekter. Partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Næstved Michael Kristiansen siger:

"Det har været en fantastisk opgave at formidle salget af grunden og løse opgaven sammen med dygtige folk fra Næstved Kommune, og det er godt set af Tetris natop at bygge seniorboliger. Vi har de seneste år oplevet en stor efterspørgsel på seniorbofællesskaber. Der er en klar tendens til, at flere ældre ønsker at bo i trygge rammer, hvor samværet, fællesskabet og livsglæden er i fokus. Vi har i EDC Erhverv Poul Erik Bech stor erfaring med, at lejerne har stor glæde af de mange muligheder som et seniorbofællesskab tilbyder."

"Vi oplever i det hele taget stor interesse for Næstved og omegn i øjeblikket, og det er fantastisk med offentliggørelsen af, at Danmarks største byggeprojekt nogensinde Femern Bælt med et anlægsbudget på små 80 mia. kr. snart går i gang. Det er yderst positivt for udviklingen af hele Sydsjælland, Lolland og Falster, hvilket vi allerede kan mærke på efterspørgslen efter erhvervsejendomme i området. Vi har således lukket 5 store sager de sidste par uger, så vi kan helt klart mærke den øgede opmærksomhed for området."

Befolkningsfremskrivningen for Næstved Kommune viser, at der i fremtiden vil være et øget behov for boliger i kommunen. Frem mod 2045 vil kommunen opleve en vækst i befolkningstallet på 5,7%, så der vil være knap 87.700 indbyggere i kommunen.

Dejlige lejligheder i naturskønt område

De nye seniorboliger, som går under navnet Hermans Have, får en attraktiv beliggenhed på Skyttemarkssvej i Næstved. Ejendomsudvikler i Tetris Martin Wagner udtaler:

"Hermans Have er et godt velovervejet bæredygtigt projekt, hvor mange detaljer er nøje gennemtænkt. Lejlighederne varierer i størrelser fra 53 til 76 m2 og vil ligge på et huslejeniveau mellem 6.800-10.000 kr. Hver lejlighed har egen altan eller have, og derudover vil der etableres en fælleshave med overdækket atriumgård. Der er vide rammer for fællesskab med mulighed for køkkenhave, holde høns, bankoaftener, bogklub, petanque. Lejlighederne indbyder således til noget for enhver smag."

Seniorboligerne har ingen aldersgrænse, men for at komme i betragtning til boligerne, må man ikke have hjemmeboende børn, og man skal have et ønske om at blive en del af et fællesskab. Opførelsen af boligerne starter 22. juni 2020 og de første 54 boliger forventes klar til indflytning 1. maj 2021.

Hermans Have i Næstved

  • 108 seniorboliger med fælleshave og overdækket atriumgård
  • Bæredygtige boliger opført i træ
  • Lejlighedsstørrelser fra 53 til 76 m2
  • Huslejeniveau fra 6.800 kr. til 10.000 kr.
  • Handicap og seniorvenlige elevatorer
  • Velegnet til voksne uden hjemmeboende børn som nyder fællesskabet med andre

 

Kontaktinformation

Michael Kristiansen

Partner, EDC Erhverv Poul Erik Bech Næstved

E-mail: mick@edc.dk

Mobiltelefon: + 45 58587374