Nyt kapitel for Damhuskroen: Den ikoniske ejendom får nye ejere

Damhuskroen er ved at skrive et nyt kapitel til sin lange historie. Den legendariske kro på Roskildevej 244 i Rødovre er nemlig netop blevet solgt til investeringsvirksomheden Proximus for et tocifret millionbeløb. Ejendommen har et erhvervsareal på 2.150 m2 og et grundareal på 3.995 m2.

Damhuskroens historie går tilbage til begyndelsen af 1600-tallet, hvor Christian 4. gav tilladelse til at opføre et mindre vagthus ved dæmningen over Damhussøen. Først i 1757 fik stedet kongeligt privilegium til at drive kro, og det må man sige, at der er blevet gjort lige siden. Nu skriver den legendariske kro endnu et kapitel til sin historie:

"Investeringsvirksomheden Proximus har købt den historiske ejendom på Roskildevej 244 i Rødovre, og det er jeg meget glad for, da de kender området rigtig godt og i forvejen er i gang med at udvikle de bagvedliggende arealer med spændende lejlighedsbyggerier," fortæller Kenneth Jakobsen, erhvervskonsulent i EDC Erhverv Poul Erik Bech, og fortsætter:

"Den ikoniske bygning har mange historiske detaljer, som er bevaret, og den består bl.a. af store, flotte selskabslokaler, et stort køkken og et par mindre køkkener, en scene og en stor bar. Ejendommen er ombygget i 1975 i mursten og tegltag, så den er i rigtig fin stand og klar til mange flere legendariske fester i fremtiden."

Uklarhed om kroens fremtid

Direktør i Proximus, Jes. J. Petersen, fortæller, at der endnu er uklarhed om kroens fremtid:

"Vi er rigtig glade for at have købt den historiske ejendom, da vi er meget begejstrede for området, som vi i forvejen kender godt. Damhustorvet er blevet renoveret, og de arealer bagved ejendommen, som vi ejer, har vi udviklet til lejlighedsbyggeri. Vi er endnu ikke afklaret om, hvad der skal ske med ejendommen, når vi på et tidspunkt er på den anden side af coronakrisen. Men vi forestiller os, at der vil være noget lignende det tidligere, så vi kan skrive en god fortsættelse på Damhuskroens historie."

Kontakt:

Kenneth Jakobsen
Erhvervskonsulent, EDC Erhverv Poul Erik Bech
E-mail: keja@edc.dk

Telefon: 33 30 10 06

Mobil: 26 23 46 63