PostNord sælger 2.869 m² stort distributionscenter i Brøndby

Nordens førende leverandør af kommunikations- og logistikløsninger PostNord har valgt at sælge deres distributionscenter i Priorparken 850 i Brøndby til Sahva. Sundhedsvirksomheden Sahva flytter lager, logistik, produktion, skoteknik, service og udvalgte supportfunktioner til det store distributionscenter. EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet salget af ejendommen.

PostNord er logistik- og godsdistributør i alle de nordiske lande og har mange distributionscentre rundt omkring i norden. Senest har de bl.a. varetaget postomdeling fra deres store distributionsdomicil i erhvervsområdet Priorparken i Brøndby, men nu har de solgt ejendommen videre til Sahva. Torsten Lambert, salgs- og udlejningschef hos PostNord, fortæller om grunden til salget:

”PostNord er en virksomhed i rivende udvikling, og vi er i fuld gang med at omstille os til en virkelighed, der er fyldt med pakker, og hvor brevene fylder mindre. Det betyder også, at vi hele tiden kigger på, hvilke sites vi har behov for på kort og langt sigt. Derfor har vi valgt at sælge vores ejendom i Priorparken 850 i Brøndby.  Vi har solgt ejendommen gennem Frank Kristensen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech, da vi har et godt samarbejde fra tidligere, og rådgivningen og forløbene altid har været yderst tilfredsstillende.”

Sundhedsvirksomheden Sahva flytter ind

Sahva er en 145-årig sundhedsvirksomhed med fagligt dygtige specialister i kroppens bevægelighed. Virksomheden omsatte for 287 mio. kr. i 2019 og har mere end 40 klinikker fordelt over hele landet. Det gør Sahva til Danmarks største udbyder af kropsbårne hjælpemidler som proteser, fodtøj, indlæg og lign. Virksomheden har været på udkig efter et nyt sted i et års tid, men nu er valget langt om længe faldet på Priorparken 850 i Brøndby. Rene Engskov, direktør i Sahva, fortæller:

”Vi har i lang tid været på udkig efter en ejendom. Vi har haft svært ved at finde den rigtige, da vi oprindeligt havde et ønske om at beholde vores logistik og teknik sammen med hovedkontor og klinik. Det viste sig desværre ikke at kunne lade sig gøre ift. myndighedskrav og vores forventninger til en ny ejendom. Men vi er meget glade for den løsning, vi er endt med. Priorparken, hvor Sahva logistik og teknik flytter til, har gode faciliteter og efter en istandsættelse, kan ejendommen leve op til de myndighedskrav, som vi skal efterleve, herunder krav til støj og ventilationsanlæg.”

Moderniseret ejendom i populært erhvervsområde

Frank Kristensen, partner og ejendomsmægler i EDC Erhverv Poul Erik Bech, har stået i spidsen for salget af ejendommen. Han fremhæver ejendommens placering:

”Ejendommen har et grundareal på 8.334 m2 i et fuldt udbygget og eftertragtet erhvervsområde i Priorparken i Brøndby. Der er en god infrastruktur med blot et par kilometers afstand til motorvejsnettet og jernbanespor tæt på. Derfor er det let for medarbejdere, gæster og andre at komme til/fra ejendommen.”

”Ejendommen er opdelt i flere funktionsområder og har derfor mange anvendelsesmuligheder. Der er en funktionel indretning, som gør ejendommen velegnet til delvis udlejning. Ejendommen er løbende moderniseret og fremstår i velholdt stand. Nu flytter Sahva ind i distributionscenteret, og det er jeg glad for, da det er en ejendom, der er oplagt til deres behov. Jeg har haft et super samarbejde med begge parter i sagen, og jeg ønsker PostNord stort tillykke med salget og Sahva stort tillykke med købet,” siger Frank Kristensen, EDC Poul Erik Bech.

For mere information kontakt: Frank Kristensen, Partner, ejendomsmægler og valuar, MDE hos EDC Erhverv Poul Erik Bech i Herlev - tlf: 58 58 77 89 - email: fkr@edc.dk