Toldstyrelsen overtager stort lejemål i Køge

EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet 2.000 kvadratmeter kontorer tæt på Køge Station for en del af det nye Skat, Toldstyrelsen.

Omkring årsskiftet rykker Toldstyrelsen, en del af det gamle Skat, ind i 2.000 kvadratmeter kontorer på Carlsensvej, tæt ved havnen og få hundrede meter fra Køge Station.

”Vi er glade for at have hjulpet med at finde store, velindrettede og centralt beliggende lokaler til Toldstyrelsen. Østsjælland, med bl.a. Køge og Roskilde i front, har i øjeblikket landets laveste andel af tomme kontorer, så det er ikke let at finde så stort et lejemål,” siger John Borrisholt, partner og direktør i EDC Erhverv Poul Erik Bech Køge, Roskilde og Næstved.

Bygningsstyrelsen har indgået aftalen på vegne af Toldstyrelsen, som er en af de syv enheder, der afløser det gamle Skat. Planen er at samle toldmedarbejdere fra flere byer i Køge.

På Carlsensvej afløser Toldstyrelsen alarmfirmaet Verisure, som var vokset ud af lejemålet og flyttede til Glostrup.

”Som udlejer er vi glade for, at det er lykkedes at finde en god, stabil lejer til de store lokaler, og faktisk havde EDC Erhverv to interesserede lejere i slutfasen. Vi har håndværkere i gang med at indrette lokalerne efter Toldstyrelsens ønsker, og vi ser frem til et godt samarbejde,” siger Christina Prince fra Advokatfirmaet Prince, som ejer kontorbygningen fra 2005.

Den nye Toldstyrelse er fuldt udbygget i 2021 og vil da have 600-650 ansatte. Foruden den store afdeling i Køge har styrelsen hovedsæde i Aarhus og mindre afdelinger i lufthavne og ved grænser.

To interesserede – én søger stadig

Der var som nævnt to interesserede til lejemålet i Køge, og derfor eftersøger EDC Erhverv Poul Erik Bech nu udlejere med tomme kontorlokaler i omegnen af 2.000 kvadratmeter, fortæller den lokale erhvervsmægler og partner, Brian Skov Andersen. Han er nu på jagt efter udlejere med ledige lokaler, i et marked med meget få antal ledige kontorkvadratmetre.

 

Ved spørgsmål kontakt venligst John Borrisholt på tlf.: 58 58 79 39 eller Brian Skov Andersen på tlf.: 58 58 74 37