Det Gamle Apotek er specialist i pop-ups

En sæsonbestemt pop-up butik kan være en rigtig god forretning. Mød en virksomhed, der har gjort det til en del af deres koncept.

Det Gamle Apotek er en gave-, indretnings-, jule- og livsstilsbutik, hvis koncept bygger på at åbne 8-11 pop-up butikker rundt om i landet op til jul. Derudover har virksomheden en fast butik i hjembyen Tønder, som fungerer som engrosvirksomhed, der leverer varer til andre butikker. I pop-up-butikkerne er fokus derfor i høj grad at få solgt ud af lageret.

Når der hvert år ledes efter egnede lokaler, skal flere parametre være opfyldt.

”Vi går målrettet efter lejemål på 200-2.000 kvm, som vi kan leje til en fornuftig pris. Der skal være en god, naturlig kundestrøm, men vi opfatter også os selv som attraktive lejere, da vi ofte har held med at generere øget trafik, der kan komme andre handelsdrivende til gode,” siger Henning A. Tygesen, ejer af Det Gamle Apotek, som han grundlagde for 28 år siden.

Netop den øgede kundestrøm er med til, at mange udlejere er glade for at få Det Gamle Apotek på besøg.

”Vi har ofte held med at få en god forretning ud af vores pop-ups. Vi har flere gange oplevet, at de lejemål, vi har benyttet, hurtigt bliver lejet ud igen, fordi vi viser, at der kan skabes en god forretning i det,” siger Henning A. Tygesen. Henning A. Thygesen mener derfor også, at den øgede genudlejningsfaktor kan være et godt argument, når man som virksomhed skal forhandle sig ind som lejer på en korttidskontrakt.

Eget designkoncept

For at et lokale er egnet til pop-up butik, lægger Det Gamle Apotek vægt på, at deres eget designkoncept skal kunne implementeres i lokalet. Forretningslokalerne, der søges i sensommeren, må derfor gerne fremstå rå. Firmaets dekoratører bruger herefter typisk 7-10 dage på at omdanne hvert lokale til Det Gamle Apotek.

”Kædens genkendelige stemning er vigtig, og vi gør meget ud af dekoration og indretning. Kundeoplevelsen er fundamental for vores forretningsmodel,” siger direktøren.

Kundeindsigter er vigtige

Et væsentligt råd er også, at man skal huske at lytte til efterspørgslen, hvis en pop-up butik skal fungere.

”I sæsonbutikkerne kommer vi i tæt kontakt med kunderne og får en masse inputs. Vi finder ud af, hvad de interesserer sig for. Vi finder ud af, hvad der foregår på markedet. De enkelte pop-up butikker giver os fingeren på pulsen i forhold til at forstå hvad kunderne efterspørger,” siger Henning A. Tygesen.

’Det Gamle Apotek’ indretter også pop-up butikker for andre og har ved flere lejligheder slået sig sammen med andre pop-ups om lejemål til julehandlen.

Få Henning A. Thygesens gode råd til pop-up lejere her