Kreativitet fylder tomme lokaler i provinsen

Erhvervsmæglerne Steffen Falch Larsen og Thor Heltborg fra EDC Erhverv Poul Erik Bech i København måtte tænke kreativt, da de skulle udleje den tidligere IRMA forretning i Birkerød.

Birkerød i Nordsjælland har længe kæmpet med tomme lejemål i byens gågade, Hovedgaden, hvor det i lang tid kun har været de etablerede forretningsfolk og dagligvarebutikker, der kunne overleve. Områdets lokalplan har gjort det tæt på umuligt for flere typer erhverv at flytte ind i gadeplanstueetagerne, mens de store dagligvareforretninger har trukket kundestrømmen, der tidligere har været midt i Hovedgaden, væk fra de lokale forretninger.

Derfor var erhvervsmæglerne Steffen Falch Larsen og Thor Heltborg sikre på, at et fuldt udlejet lejemål havde lange udsiger, da de fik til opgave at udleje den mere end 1.000 kvm store tidligere IRMA forretning midt på Hovedgaden, og derfor måtte de tænke kreativt.

”Der gik ikke lang tid, før den første lejer viste interesse i lejemålet. Desværre var lejemålet lidt for stort i forhold til kundens behov, så vi måtte tænke i andre kreative løsninger. Vi endte med at opdele lejemålet” fortæller Steffen Falch Larsen.  

Kræftens Bekæmpelse fik efterfølgende øjnene op for lejemålet og etablerer en genbrugsbutik i cirka to tredjedele af stueetagen, mens en lokal ejendomsmægler etablerer mæglerkontor i kombination med galleri i den sidste tredjedel af lejemålet. Netop mæglerforretningens kombination med galleriet var udslagsgivende for, at kommunen kunne godkende anvendelsen.

Desuden er der en fuld kælder under ejendommen, som delvis er blevet inddraget i genbrugsbutikken via en stor intern trappe og delvis udlejet som lager til en cykelhandler i naboejendommen.

Ejer, Tina Krüger, var tilfredse med udfaldet, og at lejemålet blev udlejet på tre forskellige kontrakter til tre forskellige lejere.

”Alle de ledige arealer i ejendommen blev aktiveret, og selv om jeg har postet en pæn sum penge i ejendommen, bliver jeg helt sikkert glad for udlejningerne på længere sigt,” siger Tina Krüger.

En målrettet indsats overfor forretninger med behov for stor synlighed i den store hjørneejendom og en vedvarende indsats gav pote.

En opdeling af den store butik sammen med en opgradering af facade og ny indretning var medvirkende til at skabe interesse for nye forretninger.