Lagkagehuset ser muligheder på landkortet

Bager- og konditorkæden Lagkagehuset leder efter velegnede butikslokaler mange steder i landet – i tæt samarbejde med EDC Erhverv.

”Vi har haft kraftig vækst gennem flere år, og uden at sætte tal på er vores vækstplaner fortsat ambitiøse. Der er plads til at udvikle markedet, og vi ser masser af muligheder på landkortet. Vi kigger på store og mindre byer og vil gerne være i flere byer og byområder.”

Sådan beskriver administrerende direktør John Tønnes planerne for Lagkagehuset, der nærmer sig 90 butikker i Danmark. Det hele begyndte i 1991 på Christianshavn i en bygning, som folkeviddet havde døbt netop Lagkagehuset på grund af ejendommens udseende.

Går efter de gode adresser 

Det vanskelige for den vækstivrige bager- og konditorkæde er ifølge John Tønnes at finde de rigtige placeringer.

”Vores butikker skal ligge de helt rigtige steder, og ofte kan bare 100-150 meters forskel mellem to lejemål på samme gade have stor betydning. Det skal være let at komme til og fra vores butikker – for bilister, gående, cyklister og dem, der bruger offentlig transport. Og så skal der være god handel i området.”

Lagkagehus-butikkerne ligger hovedsageligt på større handelsgader, men også i en del Meny-supermarkeder og ved trafikknudepunkter. Og kæden får mange uopfordrede tilbud om lejemål, fortæller John Tønnes:

”Det kan vi let bruge meget tid på, selv om mange af lejemålene slet ikke er relevante, men fx ligger i den forkerte ende af et handelsstrøg. EDC Erhverv er en af vores faste samarbejdspartnere, og Frank Heskjær er en stor hjælp for os. Han finder de gode adresser og sorterer dem fra, der slet ikke passer. Det gælder om at være ude i de lokale handelsmiljøer, og EDC Erhverv har mange kontakter og kan pinpointe præcis, hvad der er velegnede lokaler for os.”

Kan dine lokaler danne rammerne for den næste Lagkagehuset-butik? Bestil en lejevurdering af dine lokaler og få din lokale mæglers vurdering her.