Den helt rigtige timing

Det var den helt rigtige timing kombineret med de gode udviklingsmuligheder der spillede ind, da den mere end 11.000 kvm store produktionsejendom på Abildager 16 i Brøndby blev solgt.

Efter flere år uden væsentlig interesse stod der pludseligt fire interesserede klar til at købe den tidligere trykfarvefabrik i Brøndby. Køberen blev Wilborgs, et stort, svensk firma, der i forvejen ejer den 15.000 kvm store nabobygning, som kunne se gode udviklingsmuligheder ved at slå ejendommene sammen til moderne lejemål.

”Det var den helt rigtige timing i et fornuftigt marked. Vi vil gerne udbyde et fleksibelt og multifunktionelt lejemål og de to ejendomme tilsammen giver de perfekte muligheder for mange typer af virksomheder. Med andre ord har vi fremtidssikret vores investering”, udtaler køber Peter Nielsen fra Wihlborgs.

Ifølge Thomas Møller Rudlang fra EDC Erhverv Poul Erik Bech i Herlev, er købet af den gamle farvefabrik i Brøndby et godt eksempel på, at investorerne i stigende grad interesserer sig for oplandets lager- og produktionsejendomme. Han vurderer samtidig, at den øgede interesse for både Vestegnen og industriejendomme er influeret af de stigende priser på boligudlejningsejendomme i Københavns centrum, som betyder, at flere investorer nu rykker ud af byen og samtidig ser sig om efter andre typer ejendomme, for at få et højere afkast.

Flint Group, der solgte ejendommen, var fra start af godt bevidst om at deres ejendom var en af de mere komplicerede ejendomme at få afsat, men de er glade for, at der nu kan sættes et punktum for deres virke i Danmark.

Direktør Steen Andersen udtaler: ”Vi var bevidste om at det var en meget specialiseret ejendom, da vi har haft farveproduktion i ejendommen. Men nu er markedet vendt og der er blevet indgået en god handel. Vi er meget tilfredse med forløbet og EDC Erhvervs håndtering af sagen”.