Fra lagerbygning til indendørs golfmekka

Da den store lagerbygning på Kærvej i Hørsholm blev sat til leje i slutningen af 2016, havde hverken mægler eller udlejer regnet med at ejendommen knapt et år efter skulle danne rammerne for Danmarks største indendørs golfcenter, Eagle Club.

”Udlejer havde forestillet sig at ejendommens skulle fortsætte som lagerbygning. Han var egentlig ikke tændt på ideen om at udleje til et nyt koncept, og han skulle derfor ligge tygge på ideen om et nyt, indendørs golfcenter. Min største opgave som mægler, var derfor at hjælpe med at få udlejer til at se ideen for sig,” fortæller erhvervsmægler Jacob Lunding fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Hillerød.

Beliggenheden var vigtig

Det var tilfældigt at valget faldt på netop denne bygning, som ligger godt placeret med god synlighed ud til Usserød Kongevej. Derudover var det ikke tilfældigt at det nye golfcenter skulle være placeret i Nordsjælland.

“Beliggenhed var den vigtigste faktor. Vi ville være placeret i Nordsjælland hvor der allerede nu er 14 golfklubber og 18.500 golfspillere i en radius af 20 km,” oplyser idémanden bag Eagle Club, Lars Svensson til Ugebladet Hørsholm.

Kommunen sagde nej

Der har dog været udfordringer undervejs, og det har krævet en god portion tålmodighed fra alle parter at gå i krig med projektet.

”Vi fik først et nej fra kommunen, da man ikke mente at golfcenteret passede ind i lokalplanen, og det gav nogle bekymringer hos udlejer, men pludselig fik lejer dispensation, og dermed muligheden for at åbne Danmarks største indendørs golfcenter, som rummer hele 1.580 kvm golffaciliteter” fortæller Jacob Lunding.

Erhvervsmæglerens bedste råd er derfor ikke at lade sig slå ud af kommunen, men i stedet at være vedholdende, som idémanden bag Eagle Club, Lars Svensson har været.

”Det er modigt at begive sig ud i sådan et projekt og det kræver tålmodighed. Lejer har vist stor vilje fra start af og det har været nødvendigt i den her proces, hvor både udlejer og kommunen skulle overbevises om ideen,” siger Jacob Lunding.