"Made in Denmark" er kvalitetsstempel

Den stigende efterspørgsel efter industriejendomme er et tegn på, at flere virksomheder igen ser det som en fordel at lægge produktionen i Danmark. For Mille Food var løsningen en nedlagt fabrik i Hundested, hvor der nu startes storstilet produktion af modermælkserstatning med Kina som primært marked.

Steve Wang, direktør i Mille Food.

Mængden af ledige lager-, logistik- og produktionslokaler på landsplan er på sit laveste niveau længe. De ejendomme, der udbydes, sælges hurtigt, viser en ny analyse foretaget af brancheorganisationen ejendomstorvet.dk (det tidligere oline.dk). Organisationen registrerede her i november en rekordlav ledig lagerkapacitet på blot 2,7 %.

Ejendomstorvet.dk’s ledighedstal viser den positive udvikling, markedet er inde i. Selvom der fortsat står mange tomme industrilokaler ledige rundt om i landet, går det overordnet nedad på ledigheden. Indenfor det seneste år er tomgangen for lager- og produktionslokaler faldet med 451.000 kvm, svarende til et fald på 14 % det seneste år.

Den lave tomgang er udtryk for to ting: Markedet for lager-, logistik-, og produktionsejendomme er eftertragtet, da det går rigtig godt for de danske industrivirksomheder. Efterspørgslen efter lager/produktionsejendomme i Danmark kan dog også forklares ved, at flere virksomheder ser en fordel at placere og bevare produktionen i Danmark.

Danmark er attraktiv

For dansk-kinesiske Mille Foods skulle en tom fabrikshal i Hundested blive løsningen på virksomhedens vækstplaner. Mille Foods har produktionen i Danmark, fordi de kinesiske forbrugere i dag efterspørger højere produktkvalitet. ”Mange spørger os, hvorfor vi ikke lægger produktionen i Kina. Men grundprincippet er netop, at vores produkter er made in Denmark. Efter de senere års fødevareskandaler i Kina, er der en vis mistillid til kinesiske produkter blandt de kinesiske mødre,” forklarer Steve Wang, direktør i Mille Food.

Mille Food sælger stort set hele sin produktion på det kinesiske marked, der ifølge direktør Steve Wang er næsten umætteligt efter modermælkserstatning af høj kvalitet. ”Det er planen at etablere en produktionsfabrik i to faser. Først en produktion af økologisk modermælkserstatning baseret på produkter, vi køber, dernæst vores helt egen produktionslinje baseret på råmælk fra gårde i Nordsjælland,” siger Steve Wang.

Det tætte samarbejde med Nordsjællandske producenter og beliggenhed tæt ved en havn gjorde, at beliggenheden i Hundested er helt optimal for virksomheden. Men der var rift om ejendommen. ”Vi var heldige,” siger Steve Wang. ”I juni, på en erhvervsrejse til Kina, kom jeg i kontakt med folk med kendskab til bygningerne i Hundested, et sted jeg aldrig havde været før. Det viste sig at være det helt rigtige for os.”

Derefter gik det hurtigt. Mille Food gik i gang med ombygningen med det samme og forventer investeringer i nye produktionsanlæg for 150 mio. kr. frem til 2019. Før ejendommens 13.000 kvadratmeter kan tages i brug, til i første omgang pakkeanlæg for modermælkserstatning til det kinesiske marked, skal den ombygges for 15 mio. kr.

Stigende efterspørgsel

Eksempler som Mille Food kommer ikke bag på EDC Erhverv Poul Erik Bech. Landets største erhvervsmæglerkæde oplever en markant øget efterspørgsel på netop lager- og produktionsejendomme. For ejendommen i Hundesteds vedkommende meldte to andre interesserede købere sig samtidig som Mille Food. ”Den ene forsøgte at presse prisen. Den anden mente ikke, at sælgeren ville få solgt eller lejet ud. Mille Foods interesse blev forstærket af, at hele to rederier er begyndt at shippe ud fra Hundested Havn til Kina” siger Jacob Lunding fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland, der forestod salget til Mille Food.

Han forventer yderligere pres på behovet for lignende ejendomme. ”Mit bud er, at vi inden for 2-3 måneder vil stå med endnu flere kunder til lagerplads i Hundested-Frederiksværk området, hvis vi havde noget at udbyde”, siger han. Og begrunder det med, at efterspørgslen gælder i hele landet: ”Vi har en markant tilgang i vores køberkartotek af både brugere og investorer på jagt efter lager- og produktionsejendomme. En del af dem er virksomheder, der udvider og har brug for mere plads. Den anden er investorer med fokus på det højere afkast”, siger erhvervsmægler Jacob Lunding fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland.