Lynhurtig udlejning af industri-ejendom til universitetsbøger

Der var stor efterspørgsel for at leje de 6.000 kvm industriejendom på P.L. Brandts Allé i Odense SØ fortæller erhvervsmægler Ove Nørgaard fra EDC Erhverv Poul Erik Bech, som oplyser at der var flere potentielle lejere til ejendommen. Især den gode placering - i kort afstand fra motorvejen - var af stor betydning for den høje efterspørgsel der var at spore i lejerkartoteket.                         

”Ejendommens trafikalt gode placering er altafgørende for den interesse der har været for lejemålet. Vi kunne have lejet ejendommen ud tre gange, men vi havde desværre kun én ejendom,” fortæller Ove Nørgaard.

Men ejendommens fremtidige brugsfunktion krævede nytænkning.

Syddansk Universitet, som bliver den nye lejer, havde oprindeligt andre ejendomme i Odense i kikkerten, men da de igennem mægler fik øjnene op for mulighederne på P.L. Brandts Allé, skiftede de mening, og herfra gik det stærkt. Kort tid efter første fremvisning, var forhandlingerne på plads og lejekontrakten underskrevet. Planen er, at Syddansk Universitet skal bruge den store lagerejendom til primært opbevaring af bøger.