Motorveje giver muligheder på Vestsjælland

EDC Erhverv Poul Erik Bech ser et kæmpepotentiale i den udvikling, som Vestsjælland oplever i disse år og har derfor åbnet et erhvervscenter på Vestsjælland med kontor i Slagelse.

”Vi oplever en stigende investeringslyst fra ejendomsinvestorerne og ser samtidigt flere nye virksomheder flytte til Vestsjælland. Dette er både drevet af de infrastrukturelle investeringer, men også af prisniveauet, som er mere spiseligt. Mange virksomheder kan få mange flere kvadratmeter for pengene her, og investorerne kan forrente deres penge med et større afkast,” siger erhvervspartner Sven Lyse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech på Vestsjælland.

Sven Lyse er indtrådt som partner i virksomheden og skal sammen med ejendomsmægler Thomas Hansen servicere virksomhederne i området, der omfatter alle postnumre i Sorø, Kalundborg og Slagelse Kommune. Et nøgleord for dem begge er lokalkendskab.

”Vi er begge nye i virksomheden, men har et stærkt lokalt kendskab på Vestsjælland. Jeg har været direktør i Sparbank Vest og senest har jeg som direktør været ansvarlig for udlejning og udvikling af Glasværket samt Kodakhusets ejendomme. Thomas Hansen har 14 års baggrund som mægler i Slagelse og Korsør – de seneste år som afdelingsleder. Det betyder, at vi forstår det lokale marked, som vores kunder agerer i. Lokalkendskabet har også betydning, når vi skal hjælpe nye virksomheder til området” siger Sven Lyse.

292 virksomheder søger industriejendomme

I regionen oplever man en stigende lyst til at købe og leje industriejendomme – blandt andet søger hele 292 virksomheder og 53 investorer efter industriejendomme i regionen.

”Industriejendomme er stort herude. Og med E20 løbende midt gennem Slagelse Kommune er logistikken i top. Når den nye motor-/motortrafikvej etableres mellem Kalundborg og Rønnede bliver der endnu flere muligheder for virksomhederne for at distribuere til Tyskland gennem en direkte rute. Når Femern-forbindelsen kommer, vil denne synergi blive endnu stærkere. Samtidigt udvikles blandt andet Stigsnæs Havn som industrihavn, og kommunen er meget aktiv i at tiltrække arbejdskraft. Samlet set giver det en kombination af fordele, som får mange virksomheder til at tage skridtet og flytte hertil. Og så står vi klar til at hjælpe,” siger Sven Lyse.

Det etablerede netværk af købere og lejere udgør, ifølge Sven Lyse, også en klar styrke, da de kan løse opgaver for kunder fra dag ét.

”Vi indgår i en landsdækkende virksomhed, og det betyder, at vi allerede kender potentielle købere og lejere til ejendomme på Vestsjælland. Hvis man ønsker at afhænde sin ejendom, kan vi således trække i arbejdstøjet og bearbejde vores eksisterende kundedatabase samtidigt med, at vi afsøger markedet for flere købere og lejere,” siger Sven Lyse.

 

Invitation til reception

I anledning af, at erhvervscentret på Vestsjælland er åbnet, inviterer Sven Lyse og Thomas Hansen til reception d. 24. august, kl. 15-17 i de nye lokaler på Korsørgade 2, Slagelse.