Tomme fabrikshaller forvandlet til bilmekka

Landet rundt findes en del tomme fabriksbygninger, men ofte kan det være svært at finde en ny anvendelse. I Vejle er en nedlagt tæppefabrik omdannet til bilhuset My Garage, der trækker kunder til fra hele Nordeuropa.

På Wittrupvej i Vejle, tæt på E45-motorvejen, lå for blot et par år siden store, tomme haller efter en lukket tæppefabrik. I dag er det kæmpestore kompleks forvandlet til My Garage, som er blandt Nordens største bilhuse med kunder og besøgende fra hele Danmark og flere nabolande.

”Vi overtog bygningerne med den ambition at skabe et stort bilhus med alt, hvad der kan interessere bilentusiaster. Noget driver vi selv, på omkring en fjerdedel af pladsen, men hovedparten står partnere for.  My Garage forhandler eksklusive mærker som McLaren og Rolls-Royce og er autoriseret servicecenter for Porsche. Blandt partnerne er Formula – den danske importør af Ferrari og Maserati. Disse brands trækker blandt andre købere og servicekunder til Vejle helt fra Norge og Nordtyskland,” fortæller Lars Bjørnbak, administrerende direktør for My Garage.

Komplekset er på 20.000 kvadratmeter, som gradvis bliver renoveret og ombygget. Arealet svarer til lige knap tre fodboldbaner.

Alt til biler under ét tag

Viften af tilbud omfatter også forhandlere af motorcykler og klassiske biler – og så en stribe serviceydelser. Fx er det muligt at få sin bil opbevaret i unikke, specialindrettede bokse. Der er specialiserede og autoriserede værksteder samt eksperter i at vedligeholde eksklusive biler.

”Allerede nu har vi dygtige partnere til at oprette buler samt lakere, klargøre og servicere klassiske og eksklusive biler. Alt håndværk vil kunne lade sig gøre i fremtiden, så bilentusiaster kun behøver at komme ét sted med deres kæreste eje. Og stort set alt kan lade sig gøre inde i bygningen, hvor man kan flytte bilerne mellem partnerne via en stor central gang,” siger Lars Bjørnbak.

Udenfor ligger en helt ny tankstation, og snart kommer nogle af Danmarks bedste bilvaskemaskiner.

Den tidligere tæppefabrik danner jævnligt ramme om forskellige events, ofte arrangeret af nogle af forhandlerne i My Garage.

Inspirerende koncept

EDC Erhverv Poul Erik Bech Vejle har til opgave at skaffe lejere til My Garage, og som mangeårig erhvervsmægler finder partner og erhvervschef Claus Fenger konceptet interessant og nyskabende:

”Landet rundt findes en del tomme fabriksbygninger, fordi produktionen er stoppet eller flyttet til udlandet. Nogle fabrikker er omdannet til små erhvervsparker for lokale iværksættere og mindre virksomheder. Men ofte kan det være svært at finde en ny anvendelse, og her er My Garage en inspirerende og spændende nyskabelse, som har skabt liv i de gamle, forladte haller.”

Som lokal mægler har Claus Fenger iagttaget, hvordan den tomme fabrik efter forvandlingen til My Garage er blevet en naturlig del af Vejle.

”Som et af Nordens største bilhuse trækker My Garage i den grad mennesker til. Mange tager fx hertil og går rundt og kigger inde i huset. En del vægge er af glas, så man kan se alle de flotte biler og følge med, når nogle af dem bliver poleret eller lakeret.”

Claus Fenger hæfter sig ved, hvordan bilhus-konceptet er udformet.

”I dag er mange investorer med industriejendomme nødt til at se på en alternativ anvendelse af deres lokaler – og helst med flere lejere, så risikoen bliver spredt. Her er My Garage på flere måde inspirerende, fordi det er lykkedes at samle en lang række bilmærker og servicefunktioner til bilister – uden at der er tale om direkte konkurrenter, men tværtimod tilbud, der supplerer hinanden. På den måde skaber lejerne synergi, og kunder og besøgende i bilhuset har en bred vifte af tilbud og muligheder.”

MY GARAGE – Bilmekka i Vejle

  • Et af Nordens største bilhuse
  • 20.000 kvadratmeter under tag
  • Indrettet i tidligere tæppefabrik
  • Ligger i Vejle Ø, tæt på E45-motorvejen
  • Kunder kommer fra hele Danmark og nabolande
  • Ambition om at have alt til bilentusiaster
  • Flere eksklusive bilmærker, fx McLarsen, Porsche og Rolls-Royce
  • Specialiserede værksteder
  • Salg og service af klassiske biler
  • En række specialværksteder og servicetilbud til biler
  • Foreløbig godt 20 forhandlere og funktioner
  • Stadig enkelte lejemål i komplekset
  • Læs mere på mygarage.dk

Har du behov for sparring om konvertering eller udlejning af din industriejendom? Bestil en vurdering af dine muligheder her.