Timingen er derfor simpelthen forkert, mener Poul Erik Bech, og man risikerer endda at sætte det opsving over styr, som er nødvendigt for at trække økonomien ud af dvalen ovenpå coronakrisen.

"Vi følger dagligt nøgletallene for boligsalget. Vi kan se, at der nu er færre søgninger på edc.dk, der er færre bestillinger af salgs­op­stil­lin­ger, og der er færre fremvisninger end for et år siden. Det er de første indikationer på, at coronakrisens boligboom er ved at klinge af," siger Poul Erik Bech. "På den baggrund kan jeg ikke se et stort behov for indgreb til at dæmpe markedet. Det kommer helt af sig selv og er i øvrigt helt som forventet."

De seneste måneder har vi desuden set let stigende renter, hvilket også kan lægge en dæmper på boligpriserne. Når renten stiger, bliver det dyrere at låne til boligkøb og så har køberne ikke råd til at give så meget for boligen.

"Når der fra Na­tio­nal­ban­kens og nogle politikeres side tales om indgreb mod de stigende boligpriser, ser jeg det som en reaktion på tilstanden som følge af coronakrisen. Her tror jeg, at det er vigtigt at huske på, at coronaen er en tilfældig en­gangs­fo­re­te­el­se, som det vil være yderst risikabelt at bekæmpe med langsigtede indgreb. Når der tales om beskatning af gevinst ved salg af boliger, er der snarere tale om en politisk ambition end om end reel nødvendighed," mener Poul Erik Bech.