Boligsalget i april: Sommerhuse er solstrålehistorien

Den første fulde måned med et lukket Danmark er netop passeret. På boligmarkedet konstateres et aftryk af coronakrise, men slet ikke så dybt, som man kunne have frygtet.

Alt i alt er der hos landets største mæglerkæde EDC i år solgt 5 pct. færre boliger i april 2020 i forhold til samme måned sidste år. Fordelt på boligtyperne viser det sig dog, at krisen har ramt ejerlejlighederne hårdest med en nedgang i salget på 26 pct., mens villaerne klarer sig bedre med 13 pct. færre solgte. Helt modsat gælder det sommerhusene, der trods – eller måske netop på grund af – coronakrise buldrer mod rekordsalg med 45 pct. fremgang i salget i år.

"Lige her og nu er vi fortrøstningsfulde, selv om vi er klar over, at tingene fortsat kan udvikle sig i den forkerte retning, siger EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann. "Når vi ser på tallene for de aktiviteter der leder frem til et ejendomssalg, ser vi stigende aktivitet uge for uge siden landet blev lukket i midten af marts. Med mindre situationen forandres drastisk, er der dermed grund til at tro på, at vi også får en fornuftig maj på boligmarkedet."

Når man sammenligner salgstallene med 2019, er det nødvendigt at medtage, at netop 2019 var det næstbedste år for boligsalg nogensinde. Sammenlignes der i stedet med gennemsnittet af de seneste 10 års salg i april, er salget i år 20 pct. bedre end gennemsnitsåret.

Særligt salget af sommerhuse er bemærkelsesværdigt med en fremgang i salget på 45 pct. "Sommerhus og sommerhusferie i Danmark er det ”nye sort”. Det er ikke kun coronavirus, der får flere til at blive i Danmark i ferierne. Også klimaspørgsmålet og en generelt stigende utryghed i verden peger i retning af at droppe de lange udlandsrejser. Og så er der endelig flere yngre familier, der vælger at bo i en lejlighed i byen suppleret af et sommerhus i pendlerafstand til arbejdspladsen, så sommerhuset kan benyttes mere end som blot et feriehus."

Tabellen viser EDC’s salg i april 2020 som et indeks i forhold til april 2019. Med en markedsandel på knap 22 pct. anses tallene for at være dækkende for hele markedet.