Der skal to underskrifter til, før boligen er solgt

Mere end hver anden dansker på boligjagt har oplevet, at en bolig de var interesseret i at købe, er blevet solgt for næsen af dem til anden side.

I Region Hovedstaden har hele 60 pct. af køberne i deres aktuelle boligsøgning oplevet situationen, mens det ”kun” gælder 49 pct. i Region Syddanmark. Det viser en undersøgelse blandt mere end 1.200 boligkøbere i EDC’s køberkartotek. Mange har endda været så tæt på handlens afslutning, at de har skrevet under på en købsaftale, og alligevel ender med at stå uden nøglerne til ønskeboligen.

"Når man som køber skriver under på en købsaftale, er det et stort øjeblik, som ofte er kulminationen på lang tids søgen og mange overvejelser om fremtiden," fortæller EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann. "Mange er endda mentalt i gang med at flytte ind og indrette boligen, og så er det en kæmpe skuffelse, når mægleren efter et par dage vender tilbage for at fortælle, at boligen er solgt til anden side."

Skuffelsen opstår, fordi mange købere ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på, at en købsaftale kun er et tilbud til sælgeren af ejendommen, så længe kun køberen har skrevet under. Der er derfor risiko for, at der kommer en anden køber og giver et bedre tilbud. Det kan være i form af en højere pris eller en ønsket overtagelsesdato, der passer med sælgers ønsker, men andre faktorer kan også være i spil.

Ligeledes har nogle købere fejlagtigt en opfattelse af, at det er ejendomsmægleren der afgør, hvem der får lov at købe ejendommen i sidste ende. Det er alene sælger der afgør dette, og mægleren er ifølge loven forpligtet til at fremlægge alle relevante tilbud fra købere for sælger indtil det øjeblik hvor også sælger har skrevet under.

"Vi oplever i øjeblikket denne situation dagligt, hvilket selvfølgelig også har noget at gøre med, at markedet har ændret sig mange steder i retning af sælgers marked," siger Jan Nordmann. "Jeg forstår til fulde den skuffelse man som køber sidder tilbage med, men som systemet og reglerne er indrettet kan det ikke rigtig være anderledes. Det bedste vi kan gøre er at oplyse vilkårene meget tydeligt når køberen skriver under på en købsaftale."

I nogle tilfælde vælger sælger at lade sin bolig gå i en egentlig budrunde, hvor alle interesserede får mulighed for at aflevere et bud i en lukket kuvert, som så åbnes på et givet tidspunkt. Når budrunden vælges, skal dette ske efter et særligt regelsæt, hvor ejendomsmægleren bl.a. skal dokumentere alle de indkomne bud.

Spm.: Har du i forbindelse med din aktuelle boligsøgning oplevet, at en bolig du gerne selv ville købe, er blevet solgt til anden side: