Færre boligkøbere har succes med at presse prisen

Selvom flertallet af boligkøberne stadig får et større eller mindre afslag i prisen på drømmeboligen, er der væsentligt færre i dag end i 2012, hvor krisen stadig havde godt fat i boligmarkedet. Eksempelvis fik mere end 83 pct. af ejerlejlighedskøberne i Region Nordjylland afslag i prisen i forhandlingen med sælger i 2012. I dag er det kun godt 53 pct. af de nordjyske lejlighedskøbere, der har held til at argumentere sig til et afslag.

Samtidig stiger andelen af købere, der ender med at betale mere end boligen er udbudt til – som oftest fordi der melder sig flere interesserede købere på samme tid. Det viser en gennemgang af samtlige handler med villaer og ejerlejligheder i 2017 hos EDC, som er Danmarks største mæglerkæde.

"Udover at færre kan presse sælger til et afslag, kan vi se, at de afslag der så gives også er mindre i 2017," siger Jan Nordmann, som er kommunikationschef i EDC. "I 2012 blev der i snit givet afslag på 7,1 pct. Det er i dag faldet til et gennemsnitligt afslag på 3,4 pct."

Sælgers marked flere steder

Både de færre og de mindre afslag er tegn på at markedet flere og flere steder går fra at være købers marked til at det nu er sælger, der har fat i den længste ende af tovet.

"Vi ved fra tidligere undersøgelser, at ca. hver anden boligkøber har oplevet, at den bolig de ønskede at købe blev solgt til anden side. Når først man har været udsat for den skuffelse én gang, er der ikke noget at sige til, at man er mere indstillet på at nå en aftale med sælger hurtigt næste gang," mener Jan Nordmann.

Hvad angår de handler, hvor den endelige pris ender med at være højere end udbudsprisen, er der som regel tale om en situation, hvor der er flere interesserede købere. Dette sker i mere end hver 10. handel i Region Hovedstaden, når boligen er en ejerlejlighed.

"På lige netop det københavnske ejerlejlighedsmarked er tendensen dog aftagende, idet vi for to år siden så endnu flere handler over udbudspris. I samme periode har priserne været fortsat stigende, og vi er nok ved at være der, hvor ikke så mange har mulighed for at give et overbud. Dermed tror jeg heller ikke, at vi kommer til at se yderligere prisstigninger i København," siger Jan Nordmann.

Tabel 1

Tabel 2