Flere ser boligen som en investering

Når vi kigger efter ny bolig, tænker de fleste nok på at finde en bolig, der kan fungere som ramme om familiens liv eller som et sted, der kan indfri de boligdrømme, de fleste af os går rundt med. Men for en stigende andel af boligkøberne er der også en investeringsmæssig pointe i at købe fast ejendom.

 Det gælder nemlig 62 pct. af boligkøberne, der i en ny undersøgelse blandt 2.000 boligkøbere angiver, at de tænker på den nye bolig som en investering i ”nogen grad” eller ”høj grad”. I en tilsvarende undersøgelse fra 2015 er det kun 53 pct., der tænker på boligen som en investering.

Det er især nordjyder, midtjyder og hovedstadens boligejere, der har investeringsbrillerne på, når de køber ny bolig. Omvendt er det i Region Sjælland, hvor lige så mange boligkøbere angiver, at de på ”ingen måde” tænker på den nye bolig som en investering.

"De seneste års generelle stigninger i boligpriserne har skærpet opmærksomheden på, at man som boligkøber kan være heldig at gøre en god investering," mener EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann. "Det ændrer dog ikke på, at vi råder til, at man først og fremmest ser boligen som et hjem for familien, og som noget der skal fungere i hverdagen. Kan man også tjene på boligen den dag den skal sælges, så er det bare krymmel på glasuren."

Også de seneste års rekordlave renter og usikre aktiemarked har højnet interessen for fast ejendom som investering.

"Når man taler om boligen som alternativ til investering i eksempelvis aktier, er det oftest sommerhuset, der kommer i spil for danskerne. Vi ser derfor flere, der helt bevidst går efter et sommerhus i stedet for at have opsparingen stående i værdipapirer. Kan man også leje huset ud, kan man holde en del af pengene hjemme, og mon ikke de fleste synes, at det er sjovere at klappe egne mursten fremfor at studere udskrifter fra banken," siger Jan Nordmann.

Der er ikke den store forskel på, hvordan kønnene ser på spørgsmålet, men når man krydser svarene med de adspurgtes alder, viser det sig, at opfattelsen af boligen som investering er kraftigt faldende, jo ældre boligejeren er. Således er det kun hver tredje boligejer over 60 år, der tænker på boligen som en investering, mens 67 pct. svarer ”på ingen måde”.

Undersøgelsen er gennemført blandt 2.000 boligkøbere i EDC’s køberkartotek i juli 2019.