Fokus på oplevelser giver pote for sommerhusudlejningen i Danmark

Turisme og ferierejser er i vækst i hele verden. De sidste 10 år er turismen verden over vokset med 4 pct. om året, viser en undersøgelse fra verdensturismeorganisationen UNWTO. Her i Danmark går det endda endnu bedre, idet alene udlejningen af sommerhuse i år er steget med 7 pct., hvilket fremgår af VisitDenmarks indeks for sæsonen 2017.

Fremgang i udlejningen og fokus på oplevelser

Hos Feriepartner, som er en af de helt store spillere i feriehusudlejningsbranchen, noterer man en fremgang i udlejningen i 2017 på 9 pct. og konstaterer, at fokus på oplevelsesferier giver pote for den danske turismebranche.

"Vi har i Danmark været gode til at udvikle ferieformer, der skaber en ramme for oplevelser med familien," siger Flemming Toft Andersen, som er direktør i Feriepartner. "Jeg tænker ikke så meget på de store og bjergtagende naturoplevelser, som andre lande måske har bedre forudsætninger for, men snarere de nære og ægte oplevelser, som der er i det danske sommerland. Det kan være en gåtur langs vandet, en tidlig morgen med fiskestangen eller at samle familien om bålet i en lys sommernat."

Fokus på nærværende oplevelser

Som konsekvens af tendensen mod at søge mere autentiske ferieoplevelser har Feriepartner allerede i 2014 vedtaget en markedsføringsstrategi, hvor man fokuserer på gode, nærværende oplevelser.

"Det er for os en vigtig forudsætning at være i øjenhøjde med vores kunder, uanset om det er den danske udlejer af huset, eller om det er den tyske familie, der har udvalgt sig det pågældende hus som ramme om ferien. Derfor gør vi meget ud af at være til stede lokalt, ikke kun for at varetage udlejningen, men også for at kunne fortælle gæsterne om de bedste oplevelser i vores lokalområde," fortæller Flemming Toft Andersen.

Uro i verden får flere til at vælge Danmark

Den generelle uro i verden bidrager også til en udvikling, hvor flere søger roen og trygheden i et dansk feriehus.

"Det er ikke usædvanligt at høre dette argument, når man taler med gæsterne i vores huse. Samtidig hører vi også flere og flere, der direkte søger en ferie med mere nærvær og som i højere grad prioriterer samvær med familien," siger Feriepartner-direktøren.

I Feriepartner-kæden har man derfor lanceret et traditionelt magasin trykt på papir bl.a. med historier om kendte danskeres oplevelser og forhold til at holde ferie i Danmark. "Det virker jo helt paradoksalt, at vi efter mange år med en rivende digital udvikling pludselig begynder at producere trykte magasiner. Men vi tror så meget på trenden om at ferien både skal være et fristed fra dagligdagens informationsoverload og samtidig en lejlighed til at fordybe sig i de nære værdier, at vi nu går analogt på dette magasin."

Magasinet ”Sommerhusliv Danmark” produceres på både dansk og tysk og udleveres til gæster, både i sommerlandet og på det tyske hovedmarked, som inspiration til en sommerhusferie i Danmark.


-o0o-


Fakta: Feriepartner er Danmarks største kæde af lokale, selvstændige udlejningsbureauer. Vi består af 27 bureauer og står for udlejningen af ca. 6000 sommerhuse i Danmark. Feriepartner er en del af EDC-gruppen.