Kraftig vækst i salget af store sommerhuse

Sommerhussalget nærmer sig en rekord i 2019 og det er de store sommerhuse, der trækker væksten. Hos landets største mæglerkæde, EDC, blev der i tredje kvartal solgt flere sommerhuse end nogensinde i et enkelt kvartal og for året som helhed ligger salget til dato 20 pct. over salget i 2016.

Når man kigger nærmere ned i tallene viser det sig, at det er salget af større sommerhuse, det vil sige større end 75 kvm., der står bag stort set hele fremgangen. For disse huse er fremgangen nemlig 42 pct., mens de mindre huse under 75 kvm. kun tegner sig for en fremgang på fem pct.  Udviklingen gælder hele landet, men er dog ikke så markant i Region Syddanmark som i de øvrige regioner.

"Tallene viser, at danskernes appetit på kvadratmeter også gælder, når der skal købes sommerhus," siger EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann. "Det er en tendens vi genkender fra helårsboligerne, som generelt er blevet større gennem de sidste mange år, hvilket kan forekomme paradoksalt, når vi ved, at den gennemsnitlige husstandsstørrelse i samme periode er skrumpet."

For sommerhusenes vedkommende er det dog ikke kun behovet for mere plads omkring sig og mere luksus, der er årsag til større efterspørgsel efter store huse: "Mange vælger at leje sommerhuset ud en del af året, og her er store huse mere attraktive, fordi de kan deles af to familier. Investeringen i flere kvadratmeter kan derfor ofte tjene sig hjem i form af flere udlejede uger til højere priser."

Det er især i regionerne Sjælland, Midtjylland og Nordjylland der er størst forskel i udviklingen af salget af små og store sommerhuse. Det er samtidig de tre regioner med de laveste kvadratmeterpriser.  Lysten til flere kvadratmeter er dermed stærkest i de områder, hvor kvadratmeterne er billigst.

Region Hovedstadens sommerhusmarked er præget af dyrere og til dels ældre huse langs Nordsjællands kyst, som i begrænset omfang lejes ud. For Region Syddanmarks vedkommende gælder, at der er mange store og nyere sommerhuse, som i forvejen lejes intensivt ud til især tyskere. "I forhold til de tre øvrige regioner adskiller disse to sig, både med hensyn til sommerhusene og deres ejere, hvilke påvirker tallene, der jo er udtryk for et gennemsnit," siger Jan Nordmann.

Udvikling i salget af sommerhuse, 2016 – 2019: