Sådan undgår du anmærkninger i tilstandsrapporten

Når en bolig skal sælges, vælger langt de fleste at få udarbejdet en tilstandsrapport, der giver boligsælgeren mulighed for at afdække det normale 10-årige ansvar for skjulte skader på ejendommen. Tilstandsrapporten giver desuden den potentielle køber et billede af ejendommens tekniske stand, inden han eller hun beslutter sig for at sætte en underskrift på købsaftalen.

Det er dog de færreste boligsælgere, der er klar over, at man kan få en byggesagkyndig til at besigtige ejendommen inden tilstandsrapporten udarbejdes, for derved at få klarhed over hvilke ting, der med fordel kan udbedres for at undgå anmærkninger i den endelige tilstandsrapport.

Få småtingene ordnet og undgå afslag
Et af de bedste råd til boligejere, der skal i gang med at sælge deres bolig, er at få ordnet de småting, som ellers vil blive en K2 eller K3 i tilstandsrapporten. Ofte kan de anmærkninger nemlig føre til, at en potentiel køber helt trækker sig eller forlanger et afslag i prisen.

K2 og K3 er betegnelsen for alvorligere skader på ejendommen, men det er ikke nødvendigvis dyre skader. F.eks. kan en revnet inddækning ved en skorsten være en K3, altså en kritisk skade. Men som regel kan den type skade udbedres for et ganske beskedent beløb, som slet ikke er i nærheden af, hvad en typisk køber vil forsøge at opnå i afslag pga. samme skade.

Få en førsynsrapport af en byggesagkyndig
Har man ikke selv byggeteknisk viden og indsigt, kan man få en byggesagkyndig ud på forhånd for at udpege de ting, der ellers vil føre til en alvorlig anmærkning i tilstandsrapporten. Mange ved ikke, at den mulighed findes, men der er så meget fornuft i at få lavet en forsynsrapport, at den er værd at slå et slag for.

Førsynsrapporten skal opfattes som en kladde til tilstandsrapporten, hvor man så får mulighed for at rette fejlene, inden den endelige rapport udarbejdes.

En førsynsrapport koster 1.500 kr. hvis den bestilles via EDC’s forsikringssamarbejde og i tillæg til tilstandsrapport og lovpligtigt energimærke.

Generelt er det gode råd at få udbedret de meget synlige ting og de ting, der ellers vil medføre en alvorlig anmærkning i tilstandsrapporten under forudsætning af, at det ikke er meget dyre reparationer. De dyreste forbedringer skal man ikke lave i forbindelse med et salg, idet investeringen meget sjældent vil komme tilbage i form af en højere pris. Dem skal man derimod få lavet for sin egen skyld, det vil sige, når man har planer om at blive boende mange år endnu.