Sjællændere er praktiske mennesker, når det gælder boligsalg

Hele 85 pct. af boligsælgerne i Region Sjælland sælger, fordi deres nuværende bolig ikke passer til deres aktuelle livssituation. Det er langt flere end i landets øvrige regioner.

Til gengæld flytter kun 9 pct. af sjællænderne af ren og skær lyst til at slå sig ned i nye omgivelser. Det viser en ny spørgeundersøgelse blandt 1.264 boligkunder hos landets største mæglerkæde, EDC. Dermed skiller boligsælgerne på Sjælland udenfor hovedstadsregionen og Lolland-Falster sig markant ud fra det øvrige Danmark.

"Forklaringen findes, når man dykker ned i hvilke praktiske årsager, der får sjællænderne til at sætte boligen til salg," siger EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann. "Hver tredje af de adspurgte svarer nemlig, at de flytter fordi den nuværende bolig er blevet for stor, efter at børnene er flyttet hjemmefra, og det er væsentligt flere end i resten af landet. Generelt er der flere ældre boligejere i Region Sjælland end i resten af landet, og der er derfor også flere, der sætter til salg af netop denne årsag."

Der er dog alligevel påfaldende få, der sælger af lyst på Sjælland og øerne, når man sammenligner med resten af landet: "En populær forklaring er sikkert, at der er så dejligt på Sjælland, at man slet ikke har lyst til at sælge. Der er også dejligt på Sjælland, men jeg tror snarere at den rigtige forklaring ligger i boligprisernes udvikling de seneste 5 år. Vi kan i hvert fald se, at der er flest lystsælgere de steder, hvor priserne er steget mest og boligejerne dermed har fået mulighed for at realisere boligdrømme, der ellers længe blot har været en drøm."

Netop på Sjælland uden for hovedstadsområdet og især uden for de større byer på Sjælland er priserne ikke steget så meget de seneste år, hvor udviklingen på boligmarkedet ellers har været meget positiv.

Kilde: EDC, juli 2018