Landvilla med muligheder og kort afstand til skole
* Rummelig bolig
* Fleksibel planløsning
* Nem grund med gode udhuse
* Inden for en radius af 5 km, er der 3 børnehaver og 2 skole.
Der kan være mange gode grunde til at flytte på landet, men kort afstand til fornødenhederne er sjældent én af dem. Derfor har denne landvilla en række overraskelser i ærmet, for I finder skolen blot et par hundrede meter herfra. Hvis I derudover søger en hyggelig, ældre ejendom, som I kan sætte jeres eget præg på, kan vi varmt anbefale at sætte kurs mod Uggerslev.
Villaen fungerede tidligere som stuehus til en mindre landbrugsejendom. I dag er driften solgt fra, så I kan koncentrere jer om boligen og de tilhørende udhuse, der er fine supplementer. Har I pladskrævende fritidsinteresser, hobbyerhverv eller bare brug for et stort værksted, er I allerede godt på vej.
Selve boligen er opført i 1926, og sammenlignet med andre boliger fra samme årgang er huset ganske rummeligt. Faktisk får I hele 211 m2 i halvandet plan, og planløsningen har masser af potentiale. Mange klassiske landvillaer har en overvægt af opholdsrum, og med tre stuer og to værelser er det også tilfældet på Uggerslevvej 79. I har dog gode muligheder for at justere på rumfordelingen, og dermed kan I indrette netop det antal værelser, I har brug for.
Det ene værelse ligger i stueplan, mens det andet ligger ovenpå med adgang fra en møblérbar repos. De rummelige opholdsstuer ledsages også af et naturligt lyst køkken med spiseplads, mens bryggerset og badeværelset udgør boligens vådrum. Endelig finder I et praktisk viktualierum, inden planløsningen afrundes af en lille kælder.
Udenfor har haven brugt det seneste århundrede på at vokse sig flot. Store, ligefrem gamle træer fungerer glimrende som grønne læhegn, som dog ikke kan skjule den skønne markudsigt, der naturligvis følger med. De respektive bygningsdele omkranser den gamle gårdsplads, og her vil I sagtens kunne I indrette et charmerende udemiljø.
Jeres omgivelser er behørigt landlige, men I kommer ikke til at lide nød af dén grund. Uggerslev ligger nemlig lige i smørhullet mellem Otterup, Søndersø og den fynske nordkyst, så I er godt dækket ind, uanset om appetitten driver jer mod køledisken eller egnens smukke naturoplevelser.
Kontakt os for en fremvisning.