Dejligt sommerhus med 4 værelser og attraktiv beliggenhed i Snogebæk - tæt til stranden!
Dette rummelige sommerhus på 120 m² er beliggende i attraktivt sommerhusområde ved Snogebæk - i kort afstand til en skøn og børnevenlig badestrand med fint hvidt sand og klart vand, og kun få minutters gang fra Snogebæk, der med sine mange spændende restauranter, hyggelige cafeer, røgeri, is butikker, glaspusteri, Kjærstrup chokolade, og hyggelige havnemiljø m.m., er med til at gøre Snogebæk til et af de mest attraktive områder at holde ferie på Bornholm. Derudover forefindes der dagligvareindkøb i Snogebæk, som har åbent alle ugens dage.
Grunden er en stor og skøn delvis naturgrund på 1.891 m², med diverse træer og buske som hyggeligt omkranser grunden. Derudover er der indkørsel til carport samt en stor træterrasse med god plads til liggestole og havemøbler, og hvor solen kan nydes på forskellige tidspunkter af dagen. På grunden er der opført et lille udhus, der fint er malet i samme gule farve som sommerhuset.
Sommerhuset, som ligger ca. 350 meter fra en af Danmarks bedste sandstrande, er op opført i 1997 med en spændende planløsning i forskudt plan. Sommerhuset opvarmes med elvarme og har brændeovn og varmepumpe som supplerende varme.
Sommerhuset lejes ud via Novasol og indbringer foreløbigt en lejeindtægt på ca. kr. 135.000 til ejer i denne sæson.
Sommerhuset indeholder følgende: Entré/fordelingsgang med klinkegulv og god plads til overtøj. Badeværelse med toilet, håndvask og bruser. Teknikum/vaskerum med vaskemaskine, tørretumbler m.m. Køkken med hvidevarer og åbent til stuen. Stort badeværelse i flere niveauer, med spa, bruser samt sauna. Stor, skøn stue med spiseafdeling, TV-afdeling, brændeovn, varmepumpe, alkove samt udgang til den store træterrasse. 4 soveværelser med dobbeltsenge.
Et dejligt sommerhus med 4 værelser og attraktiv beliggenhed - tæt til stranden, Snogebæk og Dueodde!