Lyst og velindrettet fritidshus tæt på Vesterhavet og Ferring Sø
Med dette sommerhus bliver I klar til første feriedag. Her får I nemlig et solidt murstenshus, som byder på 73 m² og fremstår i pæn, indbydende stand. Huset ligger endda på en stor naturgrund i det skønne sommerhusområde Vejlby, så der følger hyggelige områder med. Naturen folder sig ud til alle sider, og I har kun 300 meter til Vesterhavet samt 400 meter til Ferring Sø.
Fritidshuset er opført i røde mursten, og med murede gavle er der kun meget lidt træværk, der kræver løbende vedligehold. På den anden side af murene møder I et lyst og venligt hus, hvor lyse trælofter og træbeklædningen på væggene er med til at give huset en hyggelig stemning. Der er endda brændeovn til at supplere varmepumpen, når I skal holde varmen i de kolde måneder.
I får tre værelser, hvoraf det ene er lidt større end de to andre. Derudover får I et godt, moderne opholdsområde med køkken og stue i åben forbindelse. Førstnævnte fremstår velordnet, mens stuen byder på et flot, naturligt lysindfald fra syd og vest. Endelig er badeværelset udført med gråtonede klinker på gulv og vægge, og det flotte, sorte bademøbel er en fin kontrast til den hvide porcelænshåndvask og rummets andre lyse materialer.
I stuen slår I den dobbelte terrassedør op og træder ud i haven, hvor en dejlig, sydvendt terrasse tager imod. Grunden er på 1.251 m², og stort set hele arealet er udlagt som en nem naturgrund. Dermed er der ikke meget havearbejde at tage fat på, og I kan i stedet bruge feriedagene på dét, I er kommet her for - nemlig hyggelige dage i rolige, naturskønne omgivelser.
Vejlby er et rigtig skønt og populært sommerhusområde, hvor der er plads til at koble fra og nyde ferien i rolige naturskønne omgivelser. Og samtidig kan du ikke langt herfra også deltage i de mange aktiviteter, som findes i nærområdet. Lige uden for døren finder du den smukke og barske natur, som kendetegner vestkysten. Netop ved vandet møder du unikke naturoplevelser året rundt, og en cykeltur rundt i området med det bakkede og smukke landskab er bestemt en sommeroplevelse værd.
Vesterhavet med sin brede sandstrand er det helt store trækplaster for både turister og lokale, der elsker at komme til dette område i løbet af hele året.
Aktiviteterne omfatter blandt andet ridning, windsurfing, Harboøre Fritidscenter og meget mere. I Harboøre Fritidscenter er der blandt andet mulighed for at give sig i kast med skydning, motionscenter, skaterbane mv. Så skal der ske noget i din ferie, er det her et rigtigt godt område. Der er desuden kort afstand til rigtig gode indkøbsmuligheder i Harboøre og i sommerhalvåret er der både restaurant og købmand i gåafstand fra sommerhuset. Området ligger et lille kvarters kørsel fra Lemvig og Thyborøn, som begge er havnebyer ud til Limfjorden. Her summer det af liv, især om sommeren, med hyggeligt havnemiljø, flere dagligvarebutikker og masser af detailhandel. Hvis man ønsker at komme omkring uden bilen, er det muligt at tage det lokale og charmerende tog, VLTJ.
Kontakt EDC Lemvig på telefon 96 63 40 00, hvis I ønsker at høre nærmere eller har lyst til at bestille en fremvisning.