Enestående, top-moderne liebhaver-ejendom - perfekt beliggenhed med uhindret udsigt over Østersøen og den smukke klippekyst
Ejendommen er beliggende i et roligt boligområde direkte til smukke fredede grønne friluftsarealer og den smukke Bornholmske klippekyst, centralt i Svaneke by - med kort afstand til "det hele".
Svaneke by er helt unik - det er ikke uden grund, at byen er præmieret for de smukke velbevarede huse samt byens helt perfekte beliggenhed med flere klippehavne, og utroligt flotte naturområder med cykel- og gangstier, f.eks. langs klippekysten til Østersøen. Det er ikke uden grund, at turister år efter år besøger byen - mange kommer igen og igen, når de først har fået "Svaneke i blodet ..."
I Svaneke by forefindes skole, børnehave, sportsanlæg med fodboldbaner, idrætshal, tennisbaner, særdeles gode indkøbsmuligheder, mange restauranter og cafeer, bibliotek samt et væld af aktivitetsmuligheder i forskellige foreninger.
Svaneke by er en af Bornholms mest eftertragtede byer at bebo - et særdeles dejligt sted for byens borgere - en by, der fungerer "året rundt".
Ejendommen fremtræder med smuk arkitektur og er særdeles velbygget og moderne - opført i mursten med rødt tegltag samt hvidmalede termovinduer i beboelsen - en ejendom, der ikke fordrer større vedligehold. Den dobbelte garage er opført i træ med icopaltag og 2 stk. el-hejse porte heri.
Grunden er flot anlagt med flisebelagt indkørsel/gårdsplads, mindre græsplæne, flere dejlige solterrasse-arealer - en af hårdt træ og en anden med flot Bornholmsk granit.
Ejendommen, der er gennemgribende moderniseret i år 2007/2008 og med en god planløsning, indeholder: Stor flot entre med gulv af Moseløkke-granit, gulvvarme, skabe og nedgang til kælder. Bryggers med skabe, gulv af Moseløkke-granit og gulvvarme. Flot moderne køkken med alt i hvidevarer, gulvvarme, pragtfuld udsigt, delvist åbent til spisestue og med direkte udgang til flot og ugeneret solterrasse med pavillon, opført i glas. Stor dejlig spisestue med gulvvarme. Stor dejlig opholdsstue med pragtfuld udsigt over klippekysten og Østersøen, gaspejs, loft i kip, gulvvarme og 2 stk. udgange til solterrasser samt grunden.
I mindre forskudt plan fra entre forefindes: Flot flisebadeværelse med toilet, gulv af Moseløkke-granit, bord-, håndvask-, skabs-, spejlarrangement, muret bruseniche. Stort værelse (anvendt af ejer som kontor). Mindre mellemgang med god og funktionel trappe til 1. sal.
1. sal: Særdeles stort møblerbart repos. 2 store gode værelser med skabsvægge, hvori der er god skabsdybde. Flot toilet med håndvask, skabs-/spejlarrangement.
Kælderen, som er højloftet, indeholder: Stort rum/bryggers med skabe, bord, håndvask, vaskemaskine, tørretumbler samt varmeinstallation (bjergvarme). Stort rum med skabsvæg og direkte udgang (trinløst) til gårdsplads/indkørsel.
En unik liebhaver-kvalitets-ejendom!