Signalement af Hedensted Kommune
Kommunen har 54 landsbyer og 3 bycentre (Tørring-Ølholm, Hedensted-Løsning, samt Juelsminde). 2/3 af borgerne bor uden for bycentrene. Kommunen er delt i 20 skoledistrikter, og der er etableret 27 lokalråd.
Danmarks Statistik vurderer, at Hedensted Kommune, næst efter Horsens, er den kommune i landet, der får den største befolkningstilvækst frem mod 2020. Tilvæksten skyldes primært tilflytning. Befolkningen er forholdsvis ung, dog med en stigende andel af seniorer.
Langt de fleste mennesker i kommunen bor i parcelhus – ca. mellem 84 og 98 % - hvor det i hele landet kun er 60 %.
Erhvervslivet:
Hedensted Kommunes erhvervsstruktur er især præget af meget industri samt bygge- og anlægsvirksomheder, foruden en del landbrug. Der er tale om en lang række små og mellemstore virksomheder.
Landskabet:
Hedensted Kommune strækker sig fra Bjerre-halvøen i øst, Vejle Fjord i syd, Horsens Fjord i nord til Gudenåen i vest. Den midterste del af kommunen, danner et markant naturgeografisk skel, dannet af den østjyske israndslinje, som nærmest følger landevejen mellem Vejle og Horsens.
Kommunens terræn deles herved op i en vestlig del, hvor jordene er højere liggende og af blandet kvalitet. En midterdel, hvor terrænet er lavere og har jævne overflader samt en østlig del på Bjerre-halvøen, hvor jordene er lermuldede og gennemgående højtliggende, foruden de midt på halvøen er bakkede.
Det vil Hedensted Kommune gerne være kendt for
Hedensted Kommune er en vækstorienteret landkommune centralt i Danmark. Kommunens udvikling bygger på de særlige muligheder, de enkelte lokalsamfund har. I Hedensted Kommune er borgerne tæt på demokratiet, fritidslivet og den kommunale service.
Det vil Hedensted Kommune gerne vise frem
Kultur og fritid:
Hedensted Kommune har et rigt foreningsliv med tæt på 200 foreninger med et stort lokalt engagement. De 27 lokalråd arbejder ihærdigt med bl.a. udviklingsplaner for at netop deres lokalsamfund kan udvikles efter borgernes ønsker.
Også Hedensted Bibliotekerne har en decentral struktur med 5 afdelinger, Tørring, Uldum, Hedensted, Hornsyld og Juelsminde, samt 1 bogbil, der betjener borgere i visse byer. Desuden har Hedensted Bibliotekerne 5 børnehavebiblioteker og depoter på plejehjemmene, foruden at der leveres bogposer til dagplejen og til de ældre borgere.
Hedensted Kommune byder på en lang række forskellige aktivitetstilbud i skolernes ferie. Programmet sammensættes i samarbejde foreninger, ungdomsskolen, klubber, naturskoler og mange frivillige.
Med de 13 idrætscentre med i alt 17 haller og 2 gymnastiksale, 4 ridecentre og 3 Svømmehaller, foruden de mange boldbaner og tennisanlæg er der rig mulighed for fysisk udfoldelse i Hedensted Kommune. For de sejlinteresserede er der marinaer ved Rosenvold, Juelsminde, og Snaptun. Endelig er der golfbaner i hhv. Hedensted og Juelsminde.
Der tilbydes voksenundervisning inden for mange kreative fag i de 15 aftenskoler, som hører til i Hedensted Kommune.
Den decentrale struktur ses også på antallet af sognegårde/forsamlingshuse, hvoraf der i alt er 19. Hertil kommer en del menighedshuse, som ejes af menighedsrådene.
De 17 lokalarkiver i Hedensted Kommune forsøger at samle, registrere, bevare og formidle arkivalier, der indeholder information om den lokale kulturarv.
Hedensted Kommune rummer 1 statsanerkendt museum – Glud Museum, der som frilandsmuseum viser livet på landet i Østjylland de seneste 350 år. Museet har årligt 10.000 besøgende. Desuden ligger der 2 møller i Hedensted Kommune - Uldum Mølle og Bjerre Mølle. Endvidere findes museerne Hjortsvang Museum, Remmerslund Museum og Ferguson Museet i Hedensted Kommune.
Palsgaard Sommerspil er en amatørteaterforening med over 250 medlemmer. Hvert år siden 1972 har foreningen opsat en række store forestillinger, bl.a. Les Misérables, Jesus Christ Superstar, The Sound Of Music og Tordenskiold. Forestillingerne ses hvert år af 10.-15.000 tilskuere. Som et helt nyt tiltag på den danske kulturscene afholdes hvert 2. år DM for amatørrevyer i Juelsminde.
Naturoplevelser:
Hedensted Kommune ligger mellem Vejle og Horsens fjord, hvilket giver os tæt på 70 km. kystlinje. Flere steder er kysten ganske unik med skov helt ned til vandet, ja nogle steder endda med træer ud i vandet. Mod vest ligger Hammer bakker, Gudenåens udspring og det store Uldum Kær, som er et af de mest besøgte områder af de store mose- og kærarealer ved Gudenåen. Tørvegravningen under 1. og 2. verdenskrig har skabt rige muligheder for plante-fiske- og fugleliv, og Hedensted Kommune er netop i gang med et større naturprojekt. Og for de særligt naturinteresserede er der mulighed for at se det markante naturgeografiske skel, som den østjyske israndslinje dannede. Og så her mod øst har vi et mere bakket landskab.
Hedensted Kommune har 2 blå flag strande – Daugård Strand og Storstranden i Juelsminde.