Signalement af Varde kommune
Varde kommune beliggende i Vestjylland er landets femtestørste kommune. Kommunen består af de tidligere kommuner Blaabjerg, Blåvandshuk, Helle, Varde og Ølgod. I kommunen bor der 50.475 indbyggere. Varde kommune er karakteriseret ved en kystlinje på omkring 60 km.
Det vil Varde gerne være kendt for
Varde kommune er kendetegnet ved at være en stor turist kommune, og det er især Varde by der trækker turister. Varde er en gammel by og byens alder kendes ikke med bestemthed. Varde ligger på et sted, hvor landskabet på forskellig vis begunstiger bosættelse og anden menneskelig aktivitet. Byen er således vokset frem tæt ved åen, med bekvem anløbsplads for skibe på et sted, hvor den nord-sydgående landevejstrafik havde et betydningsfuldt vade - eller overfartssted, der siden blev afløst af en bro.
I kommunen er også Blåvandshuk, der er Danmarks vestligste punkt. Her er der et stort fyrtårn som præger området. Derudover kan man også opleve Horns rev eller Djævelens Horn, som det også kaldes, der strækker sig 30 km ud i havet. Ved Blåvandshuk ligger verdens hidtil største havvindmøllepark også, og den er placeret 14-20 km ude i Nordsøen. Fra fyrets top er der en fantastisk udsigt over vindmølleparken. I den gamle fyrmesterbolig er der i dag indrettet en udstilling omkring havvindmølleparken. I Blåvandshuk findes desuden også Blåvand naturcenter med udstilling om Vestkystnaturen.
De mange naturområder karakteriserer kommunen. Hede- og skovarealerne, de fineste hvide sandstrande og Vesterhavet danner rammen for et familievenligt miljø for feriegæster.
Det vil Varde gerne vise frem
Varde Museum er for Varde By og Omegn, og der finder, fortolker og udgraver de historien for borgere og andre interesserede. Museet vil være et modigt og forundringsskabende museum, der gør en forskel for gæsterne. Fra 2008 til 2012 opbygges en ny udstilling på Kirkepladsen i Varde. Her har de store udgravninger i Varde midtby i 2007-2008 gjort at der for første gang er kommet et indblik i Vardes middelalder.
I kommunen kan der også opleves ”Minimurerne i Varde”, som fremstiller modeller af Vardes gamle huse i størrelsesforhold 1:10. For øjeblikket arbejder minimurerne på at bygge det gamle rådhus i Varde.
Derudover er der også rige muligheder for vandreture, foredrag og omvisninger i kommunen, hvor man kan opleve fortiden og få indsigt i den.