På en særdeles synlig hjørnegrund ved Viby Torv udbydes denne markante erhvervsejendom med et betydeligt udviklings- og værdiskabelsespotentiale. Ejendommen er beliggende i et område, der gennem de seneste år har gennemgået en markant byudvikling, og som fortsat forventes at være et af de mest attraktive erhvervs- og byudviklingsområder i Aarhus.
Ejendommen er opført i 1963 og ombygget i 2015. Det samlede etageareal udgør ca. 7.800 m², heraf ca. 2.276 m² kælder. Ejendommen er beliggende på matr.nr. 17 gf og 16 ab, Viby By, Viby, med et samlet grundareal på 7.140 m².
Ejendommen har gennem årtier været en markant handelsdestination. Siden 1991 har der været drevet møbelforretning fra ejendommen, hvor F. Salling oprindeligt udlejede ca. 8.106 m² til Horsens Bolighus A/S. I dag er ejendommen udlejet til ILVA, som disponerer over ca. 6.513 m², indrettet som et traditionelt møbelhus i flere etager. Lejemålet er tidsbegrænset og udløber 31.08.2027, men Ilva kan have interesse i at forlænge på et mindre areal i ejendommen.
En tidligere del af ejendommen har været anvendt til dagligvarebutik. Arealet står i dag ledigt og kan ikke fremadrettet anvendes til dagligvarehandel, hvilket åbner mulighed for en række alternative anvendelser.
Ejendommen råder over ca. 70 parkeringspladser på egen grund, hvilket er en væsentlig kvalitet for både erhvervs- og publikumsorienterede anvendelser. Samtidig er der særdeles gode adgangsforhold med kort afstand til det overordnede vejnet samt let adgang til offentlig transport.
Ejendommen er omfattet af Lokalplan 971 (oktober 2014). Delområde II giver mulighed for centerformål, herunder detailhandel, kontorer, klinikker, restauranter, caféer, serviceerhverv og lignende funktioner med tilhørende parkering. Det samlede bruttoetageareal til detailhandel må udgøre op til 8.500 m².
Den planmæssige ramme kombineret med ejendommens størrelse, synlighed og beliggenhed giver en attraktiv platform for en række fremtidige anvendelser.
Ejendommen vurderes velegnet til eksempelvis moderne kontormiljøer, showroom, fitness- og sundhedsfaciliteter, oplevelsesorienteret detailhandel eller kombinerede erhvervskoncepter. Samtidig rummer grunden et interessant langsigtet udviklingsperspektiv, hvor en ændret lokalplan potentielt kan muliggøre en boligudvikling, hvis marked og planforhold tilsiger dette.