• Erhverv med bolig
• Fest – ferie – events og gårdbutik i Lønstrup
• Veldrevet forretningskoncept til videreførelse og videreudvikling
• Eftertragtet ejendom med stor synlighed på indfaldsvejen til Lønstrup
• Velholdte og flotte bygninger
• 3 ha. jord tilhørende
En sjælden udbudt ejendom med en flot privat bolig og et veldrevet koncept med 7 ferielejligheder, gårdbutik samt festlokale til events, bryllup, konfirmation, familie-komsammen eller en af livets andre store begivenheder…
Ejendommen er en 4-længet landejendom bestående af 234 m² stuehus/privatbolig, med 3 tilhørende længer der omfatter køkken, selskabslokale/gildesal, toiletkerne samt 7 ferielejligheder. Alle lejligheder fremstår i pæn og nyere stand – heraf 2 store ferielejligheder med spa og plads til 8 personer og 5 ferielejligheder med plads til 4-6 personer - i alt 46 sengepladser. Selskabslokalet er bevaret med de gamle trækonstruktioner, hvilket giver lokalet en romantisk og intim stemning. Der er plads til 80 spisende gæster.
Havrevang fremstår gennemgående i rigtig god stand. De 2 store lejligheder samt selskabslokalet er fra 2007, og de resterende 5 lejligheder har indenfor de seneste 2 år fået nye badeværelser m/gulvvarme, nye senge og sovesofaer samt 15 nye vinduer. Det resterende bygningsareal er lager, med mulighed for indretning af yderligere ferielejligheder. Som tilfældet er det med lagerdelen, kan køber også udnytte en del af privatboligen til indretning af yderligere ferielejligheder, hvis det ønskes. Til privatboligen tilhører der en selvstændig carport.
Ønskes ejendommen udelukkende anvendt til privat beboelse, vil det også være en oplagt mulighed - hertil kan lejlighederne ud fra oplæg fra feriepartner indbringe en vurderet årlig lejeindtægt på kr. 267.789 + evt. udlejning af selskabslokaler.
De i alt 4 matrikler andrager samlet godt 3 ha og er placeret med god synlighed ved indkørslen til Lønstrup by, det gamle fiskerleje ved Vestkysten, hjemhørende under Hjørring Kommune.
Driften: I en årrække har ejendommen været driftet af nuværende ejer, hvorfor Havrevang i dag har opnået et godt renommé, lokalt-, men også nationalt, idet mange vender hjem til Havrevang for afholdelse af bryllup, rund fødselsdag m.m. I forbindelse hermed er der en oplagt mulighed for at medleje én eller flere af ferielejlighederne, og dette er således kerneforretningen i dag. Ejendommen drives i dag som en udlejningsvirksomhed. Driften og omsætningen kan forventeligt optimeres ved drift som eks. cateringfirma.
Hele ejendommen er tilkoblet fjernvarmen, og der er separat kloakeret.
Den store grund på 30.846 m² jord er anvendt til brug for ejendommens gæster, med mange aktivitetsmuligheder, udover en stor flot gårdhave og gode parkeringsforhold. Jorden, der henhører under Havrevang, fremstår pænt anlagt. Selve gårdspladsen er ligeledes pænt anrettet og belagt med granitskærver.
Mere info om Havrevang her; www.havrevang.dk.