Arkitektonisk Perle til udvikling på kajkanten Hundested Havn
På kajkanten i Hundested er her en enestående mulighed for den rette investor/udvikler. Bygningens arkitektoniske linjer er tegnet af arkitekt Per Backhaus i 2007 med respekt for omgivelserne og den unikke placering ved vandet. Ejendommen udgør samlet 680 m² og fordeler sig med 330 m² i stueplan, 231 m² på 1. sal samt et overdækket areal i sammenhæng med bygningen på 119 m². Den er opført med sorte træfacader i to plan og med 8,5 meter til kip. Bygningen ligger for enden af molen med et totalvue over havnen og Kattegat. Fra de store panoramavinduer er der frit udsyn over havet, indsejlingen til Isefjord, havnen samt Rørvig-færgen, der passerer på sine daglige ture mellem Hundested og Rørvig.
I stueplan har Backhaus Brown ApS 330 m² værksted, 50 m² galleri samt 69 m² overdækket parkering. Allerede ved opførelsen er der dog tænkt alternativ anvendelse ind, eksempelvis restaurant, idet der bl.a. er forberedt til restaurantkøkken. Backhaus Brown ApS, der har op imod 50.000 besøgende årligt, har haft til huse i ejendommen siden bygningens opførsel og fraflytter efter aftale med investor. Virksomheden forbliver dog på Hundested Havn, blot i nye lokaler. Materialevalget er gennemgående i høj kvalitet. Centralt i bygningen fører to brede trapper til overetagen med adgang til to enheder i hver sin gavl. Hver enhed er på 115 m², hvoraf den ene p.t. er udlejet.
Den anden enhed, “kontoret”, med en enestående udsigt over havet er lækkert indrettet med både køkken og bad og har bl.a. været udlejet i kortere perioder. Enheden kan ligeledes udlejes til kontor, hvis investor måtte ønske det. Herudover er der privat parkering til 5 biler.
Hundested Havn er et område i rivende udvikling og en stor attraktion med mange helårscaféer, restauranter samt et væld af kreative værksteder. Der er en meget aktiv erhvervsforening, som skaber liv på havnen hele året rundt.
Bygningen er omfattet af Lokalplan 89, der p.t. giver mulighed for anvendelse til havneformål samt til erhvervsformål i form af produktion, udstilling og salg af kunst og kunsthåndværk, eventuelt i kombination med cafédrift. En ny lokalplan med udvidede anvendelsesmuligheder forventes i foråret 2026.
Fakta: Strømforsyningen til ejendommen udgør 160 ampere. Kontor nord: 25 ampere. Der er 3B-måler i sydkontoret. Nyt solcelleanlæg: 2 x 50 kWp, der giver et årligt nettooverskud på ca. 80.000 kWh.
Nysynet nedgravet 4.000 l LPG-tank – aftale med Kosan Gas.