Børnebutik i Slagelse udvider og rykker ind i et af byens bedste butikslokaler
- Detail
- Slagelse
Børnebutikken Små Drømme rykker snart til et af Slagelse bymidtes mest attraktive butikslokaler med dobbelt så meget plads. På Rådhuspladsen 9 kommer butikken tættere på byens handelsliv og får plads til nye tiltag som café med tilhørende legeområde og en ”mommy”-sektion. Små Drømmes nye butik forventes at slå dørene op i september. EDC Erhverv Poul Erik Bech Slagelse har formidlet udlejningen, og glæder sig over, at erhvervsdrivende fortsat vælger bymidten til.
Der er godt nyt til børnefamilier og gravide i Slagelse og omegn. Børnebutikken Små Drømme, som startede op i maj 2025, flytter nemlig til dobbelt så store lokaler på Rådhuspladsen 9. Sascha Christiansen, stifter af Små Drømme, fortæller: ”Ideen til Små Drømme opstod, da jeg syntes, at det var en skam, at bymidten stod uden en børnebutik efter Ønskebørns lukning i slutningen af 2024. Jeg besluttede derfor at tage sagen i egen hånd og åbnede Små Drømme et halvt år senere.”
”Nu har vi fået så meget luft under vingerne, at vi er vokset ud af vores 140 m² store butikslokale på Jernbanegade 2 og i stedet flytter til Rådhuspladsen 9, hvor vi udvider vores børneunivers til over 300 m². Vi rykker kun butikken 100 meter, men det er i den rigtige retning i forhold til byens øvrige handelsliv. Det har været vigtigt for mig at blive i Slagelse, da vi har mange tilbagevendende kunder. Derudover har jeg selv boet i byen i mange år og vil gerne bidrage til at puste nyt liv i bymidten.”
Nye tiltag på vej
De nye rammer giver også anledning til en række nye tiltag, afslører Sascha Christiansen:
”I den gamle butik havde vi en lille kaffestation. I de nye lokaler etablerer vi en hyggelig café med tilhørende legeområde, hvor der bl.a. vil blive serveret god kaffe, kage og kolde drikke. Der bliver flere siddepladser og god plads til barnevogne. Et besøg hos os skal nemlig være mere end blot en hurtig shoppingtur. Vi ønsker at skabe en oplevelse og et hyggeligt samlingspunkt for børnefamilier og gravide i Slagelse.”
”Med den ekstra plads får vi samtidig mulighed for at imødekomme flere af vores kunders ønsker. Derfor udvider vi bl.a. sortimentet inden for babyudstyr og børnemøbler med et større udvalg fra Stokke, herunder senge, pusleborde og Nomi-stolen. Derudover kommer der en helt ny ”mommy”-sektion med bl.a. tøj til mødre, keramik og pleje.”
”Vi er allerede i gang med at transformere lejemålet, så det passer til vores univers og de nye tiltag. Vi har bl.a. en regel om ingen hvide vægge, så malerpenslerne har været flittigt i brug det seneste stykke tid. Vi forventer at slå dørene op i september og glæder os til at være helt på plads inden Slagelse Kulturnat den 25. september. Indtil da har vores nuværende butik åbent med normale åbningstider.”
I hjertet af bymidten
Morten Hansen, partner hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Slagelse, som har formidlet lejeaftalen, siger:
”Små Drømme flytter ind midt i hjertet af Slagelses bymidte mellem Casinotorvet, Rådhuspassagen og VestsjællandsCentret, som sikrer stor synlighed og en god kundestrøm. Butikslokalet er på 300 m², og den tilhørende kælder på 150 m² giver Små Drømme god lagerplads til deres webshop. Trods snakken om butiksdød er udlejningen et glimrende eksempel på, at der fortsat er erhvervsdrivende, som vælger Slagelse til og ser gode muligheder i at drive forretning i en af Sjællands største bymidter.”
Boye Bring, der udlejer lejemålet, supplerer: ”Jeg er meget glad for, at Sascha har valgt at fortsætte sin fine forretning her på Rådhuspladsen 9. Hun er tydeligvis en lokal ildsjæl, der brænder for Slagelses handelsliv, og jeg er sikker på, at Små Drømme bliver et stærkt supplement til ejendommen. Samtidig ser jeg gode synergier mellem Kop & Kande og Små Drømme, som fremover vil dele facade ud mod Casinotorvet. Så et varmt velkommen til Sascha, og endnu en gang en stor tak til Morten Hansen, som har hjulpet mig med at udleje flere lejemål i ejendommen – bl.a. til Danske Speciallæger.”
